Annonce
Sport

Nordirsk landstræner tager over i fodboldklubben Stoke

David W Cerny/Reuters
Michael O'Neill er ny manager i Stoke, men står alligevel i spidsen for Nordirland i de kommende kampe.

Nordirlands landstræner, Michael O'Neill, bliver manager for fodboldklubben Stoke, der befinder sig i den næstbedste engelske række.

Det meddeler Stoke på sin hjemmeside, hvor det oplyses, at han har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.

I 2016 blev O'Neill den første træner, der førte Nordirland til en EM-slutrunde. Ved den lejlighed nåede Nordirland frem til ottendedelsfinalen, hvor O'Neills tropper tabte til Wales.

I første omgang fortsætter O'Neill som landstræner for Nordirland.

Stoke skriver på sin hjemmeside, at den tidligere midtbanespiller har ansvaret, når Nordirland i de kommende uger møder Holland og Tyskland i EM-kvalifikationen.

Nordirland ligger på tredjepladsen i gruppe C, hvor der er tre point op til Holland og Tyskland på de to øverste pladser.

I Stoke tager Michael O'Neill over efter Nathan Jones, der blev fyret i begyndelsen af november.

Stoke rykkede ned i Championship i sæsonen 2017/18, og i øjeblikket ligger holdet sidst i rækken med otte point for 15 kampe.

/ritzau/

Annonce
Stokes nyhed om ansættelsen af Michael O''Neill på Stokes hjemmeside
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce