Annonce
Indland

Nordjyskes chefredaktør bisat i fødebyen Tønder

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Komplikationer efter trafikulykke kostede chefredaktør livet. Fredag tog familie, venner og kolleger afsked.

Selv om han kun nåede at være ansvarshavende chefredaktør for Nordjyske Medier i fem måneder, har Søren Rosenlund Christensen efterladt et synligt tomrum i det store mediehus i Aalborg.

Annonce

Han stod netop for at skulle rulle sine visioner for arbejdspladsen ud, da han blev ramt af en ulykke, og det var komplikationer efter den, der kostede ham livet.

Fredag eftermiddag blev han bisat fra Tønder Kristkirke i fødebyen, 44 år gammel. Det var i den kirke, at Søren Christensen blev døbt og konfirmeret.

Sognepræst Kirsten Elisabeth Christensen forestod bisættelsen, fortæller Nordjyske.

Søren Rosenlund Christensen efterlader sin hustru, Arina Nell Richter, to sønner, Frederik og Stian, sine forældre, der fortsat bor i Tønder, samt en bror og en søster.

Forrige onsdag kørte han som så ofte før en tur på sin racercykel efter arbejde, da han ved Storvorde blev kørt ned bagfra af en bilist.

Torsdag blev han i første omgang udskrevet fra Aalborg Universitetshospital, men en infektion i et sår, som han havde pådraget sig ved ulykken, gjorde, at han fredag blev indlagt igen.

Trods intensiv behandling og operation var infektionen ifølge Nordjyske så alvorlig, at hans tilstand i løbet af fredagen blev forværret.

Lægerne besluttede derfor, at han skulle overføres med helikopter til Rigshospitalet, der er ekspert i behandling af infektioner.

I helikopteren afgik Søren Rosenlund Christensen imidlertid ved døden.

På kort tid nåede han at sætte retning for mediehuset og præsentere sin journalistiske vision, der skulle drive den transformation, som Nordjyske Medier er midt i.

Han så mediehusets rolle som helt central for landsdelen, som drivkraft bag den udvikling, en region langt fra hovedstaden har brug for.

- Vi tager ansvar for Nordjylland. Vagthunden skal både kunne bide og logre med halen, sagde Søren Rosenlund Christensen ifølge Nordjyske.

Et brændende engagement i den lokale journalistik var en rød tråd i hans arbejdsliv, og han havde en sjælden evne til at få det bedste ud af mennesker.

Søren Rosenlund Christensen begyndte sin journalistiske karriere ved JydskeVestkystens redaktion i Tønder.

I 2009 blev han som 33-årig udnævnt til chefredaktør for Dagbladet Ringkøbing-Skjern, hvor han først var redaktionschef.

Han blev hentet til Nordjylland efter fem år som chefredaktør og administrerende direktør for Bornholms Tidende.

Journalist Torben Østergaard Møller har fremhævet, at Søren Christensen bogstaveligt talt slog vinduer og døre op til det bornholmske samfund, luftede ud i det gamle mediehus, fornyede avisen og insisterede på at give plads til optimismen på Bornholm, stoltheden over at være bornholmer og at bo på øen.

Han fik tilnavnet Søren Solskin, som både hentydede til hans veneration for klippeøen og hans positive tilgang til livet.

Selv kaldte han de fem år på øen en fest.

- Men man skal også huske at forlade en god fest i tide, inden folk bliver trætte af en, sagde han til JydskeVestkysten i forbindelse med jobskiftet til Nordjyske.

/ritzau/

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Midt i sorgen over Quasim: Stærke ord til unge om at tænke sig om

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Fredericia

Se video: Mindesamvær i Korskærparken for afdød 24-årig

Annonce