Annonce
Sport

Norge slår Portugal og skaber stor spænding i VM-gruppe

En stribe afbrændere fra Sander Sagosen (til højre) var tæt på at blive dyre for Norge, men holdet vandt alligevel over Portugal til sidst. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Reuters
De norske håndboldherrer hentede en dramatisk sejr over Portugal og kom et skridt nærmere kvartfinalen.

Der var spænding til det sidste, da håndboldmændene fra Norge onsdag aften hentede to vigtige point mod Portugal i mellemrunden ved VM.

Med fire minutter igen var det helt lige, men nordmændene fik samlet sig efter en periode uden skarphed og vandt opgøret 29-28.

Sejren er vital i Norges jagt på en kvartfinalebillet.

De to point betyder nemlig, at Norge ligesom Portugal har fire point og dermed kæmper med på lige fod om andenpladsen i deres gruppe. Portugal har dog en målscore, der er en anelse bedre før de sidste to gruppekampe.

Frankrig er etter i gruppen efter en sejr på 29-26 over Algeriet tidligere onsdag.

Dermed ser det ud til, at franskmændene er godt på vej videre i turneringen, mens nordmændene på det nærmeste var pisket til sejr, hvis de ikke skulle hægtes af.

Det gik da også nogenlunde, som Norge havde håbet langt hen ad vejen. Det norske hold var foran med to mål ved pausen, og i anden halvleg bragte det sig ad flere omgange foran med fire scoringer.

Men så ramte en lang scoringstørke de norske skytter, der slet ikke kunne få bolden forbi den portugisiske målmand.

I den anden ende skulle nordmændene være glade for deres egen målmand. Torbjørn Bergerud tog godt fra i målet og sørgede for, at Norge ikke faldt helt fra hinanden.

Ved stillingen 27-27 med fire minutter igen brød Magdeburg-spilleren Christian O'Sullivan igennem og scorede, mens Portugal blev ramt af en udvisning.

Norge kom også foran med to, før en portugisisk reducering og en afbrænder fra Sander Sagosen bragte fornyet spænding.

I allersidste sekund var det stolpe-ud for Portugals Rui Silva, og Norge brød ud i euforisk jubel.

Sverige måtte onsdag nøjes med 26-26 mod Hviderusland og har dermed ikke længere maksimumpoint i sin mellemrundegruppe.

Svenskerne fører dog med fem point foran værtsnationen Egypten og Slovenien, der begge har fire.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny strategi giver gevinst: Der testes på livet løs i Fredericia

Annonce