Fredericia: Karsten Byrgesen har nu taget konsekvensen af balladen i DF. Han har netop meldt sig ud af Dansk Folkeparti.
Han har sendt følgende meddelelse til borgmester Jacob Bjerregaard:
"Som nyvalgt medlem af det kommende byråd, skal jeg meddele, at jeg ikke længere er medlem af Dansk Folkeparti.
Jeg vil naturligvis bruge det mandat, jeg er valgt ind på, og jeg ser frem til et godt samarbejde.
Min udmeldelse har blandt andet baggrund i gruppeformandens udtalelser til Fredericia Dagblad om, at jeg er "en fiasko som spidskandidat og partiformand". Herved er min person beklikket i alvorlig grad, og der er skabt et uacceptabelt arbejdsmiljø."
Fredericia Dagblad følger udviklingen.