Annonce
112

Nu giver mobiltelefon bag rattet klip i kørekortet: Politiet snuppede fire i Kolding den første dag

Det er ikke kun mobiltelefonen, der ikke må bruges håndholdt under kørslen. Forbuddet omfatter også håndholdt brug af tablets, gps'er, computere og smartwatches. Foto: Søren Gylling.
Tirsdag blev straffen for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørsel skærpet. Fire personer i Kolding fik første dag under den nye lov et klip i kørekortet og en bøde på 2000 kroner.

Kolding: Fire bilister i Kolding fik tirsdag et klip i kørekortet samt en bøde på 1500 kroner og en afgift på 500 kroner til Offerfonden for at køre i bil, mens de sad med en mobiltelefon eller tablet fremme.

Dermed var de nogle af de første bilister, der helt konkret mærkede til den lovændring om brug af håndholdt mobiltelefon, som trådte i kraft tirsdag.

Den første bøde og klip i kørekortet for brug af mobiltelefon eller håndholdt tablet bag rettet blev udstedt klokken 08.55 til en 24-årig kvinde på Sønderjyske Motorvej.

Klokken 09.33 fik en 58-årig mand fra Kolding et klip i kørekortet og en bøde for brug af mobiltelefon på Tankedalsvej.

Klokken 12.25 fik en 32-årig mand et klip i kørekortet og en bøde for brug af mobiltelefon på Jens Holms Vej.

Den sidste bøde tirsdag blev udstedt til en 21-årig mand klokken 14.04 på Sønderjyske Motorvej.

Hidtil har brug af mobiltelefon eller anden håndholdt tablet kun kostet en bøde på 1500 kroner, men alligevel rejste politiet ifølge tv2.dk sidste år sigtelse mod knap 22.500 personer for brug af håndholdt mobil i trafikken.

34 procent af danskerne indrømmer i en undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Rådet for Sikker Trafik, at de nogle gange kommer til at bruge deres mobiltelefon håndholdt.

Omkring en tredjedel af alle dræbte i trafikken er i en ulykke med uopmærksomhed. Håbet med klippet i kørekortet er, at det kan have en forebyggende effekt.

- Hvor en bøde er ude af verden, når den er betalt, så har klippet i kortet også en virkning fremadrettet, siger chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik, Pernille Ehlers, til Ritzau.

Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce