Annonce
FC Fredericia

Nu ved FC Fredericia også, hvordan man ikke skal spille

Christian Ege Nielsen og FC Fredericia spillede fremragende torsdag. Søndag lod indsatsen meget tilbage at ønske. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Torsdag leverede FC Fredericia en flot præstation og vandt 3-1 over Fremad Amager. Søndag tabte FC Fredericia 3-2 i Hobro og fandt ud af, hvordan man ikke skal spille.
Annonce

Hobro: En skrækkelig første halvlen blev afløst af en godkendt anden halvleg, da FC Fredericia søndag tabte 3-2 til Hobro.

Her er tre nedslag fra kampen, der viste FC Fredericia, hvordan man ikke skal spille i 1. division, hvis man gerne vil vinde.

1 FC Fredericia var ikke tæt på

Christian Ege Nielsen og FC Fredericia kom med et sent comeback, men spilmæssigt var fredericianerne langt fra Hobro. Arkivfoto: Søren Gylling

Når en fodboldkamp ender 3-2, er den umiddelbare tanke; den var en tæt affære.

Men nej, det var der ikke tale om i Hobro søndag eftermiddag, selvom opgøret endte med ovennævnte cifre. Godt nok mønstrede FC Fredericia et sent comeback, da Agon Mucollis lucky punch tog en Hobro-fod og snød målmanden, men man må ikke foregive, at FC Fredericia spilmæssigt var tæt på et resultat - til det var præstationen for dårlig.

Særligt i første halvleg var der stor forskel på de to hold. Ja, FC Fredericia bevægede sig omkring Hobros felt, men når tingene skulle afgøres, var superliga-nedrykkeren overlegen. Et 3-0-resultat ved pausen var billigt sluppet. Efter pausen skiftede Hobro ud og slap grebet om kampen, hvorfor FC Fredericia langsomt kom ind i opgøret. Det var dog første helt til sidst, at gæsterne blev farlige.

Torsdag mod Fremad Amager leverede FC Fredericias spillere en flot præstation. Presspillet sad, pasningerne og løbene ligeså.

Søndagens præstation er en af dem, som FC Fredericia skal holde sig langt væk fra i fremtiden. Hobro er nedrykker og har et godt hold, men hvis FC Fredericia leverer på toppen, er Hobro ingen umulig modstander.

Søndag var FC Fredericia dog ikke på toppen. Spillerne var ramt af udmattelse i et tæt program, og det gjorde, at de sad en kende for langt fra modstanderen. Det var det ekstra halve sekunds langsommelighed i presspillet og den lille mentale udmattelse, der endte med at gøre udslaget.

Der skal ikke mere til i en tæt række.

Resultatet blev, at FC Fredericia var ufarlig og manglede konsekvens defensivt. Sådan taber man til Hobro -  og alle de andre hold i 1. division.

2 For megen rotation

Dennis Høegh startede i front for FC Fredericia - det behøver han ikke gøre igen. Arkivfoto: Søren Gylling

Det er let at vær bagklog.

Michael Hansen valgte Lukas Enevoldsen og Mathias Johannsen til startformationen på de  backs, mens Mikkel Knudsen og Nicolaj Ritter tog plads på bænken.

Det virkede sådan set fornuftigt nok, da Knudsen og Ritter brugte alle kræfter i opgøret mod Fremad Amager og trængte til et hvil, men i praksis fungerede det ikke.

Lukas Enevolden er en stor stopper og en spiller, som altid gør sit bedste. Men han er ingen højre back, og FC Fredericias ellers så vigtige spil op ad flankerne led, fordi der simpelthen kom for lidt fra de to backs. Mathias Johannsen er mere hjemmevant på positionen som venstre back, men udgangspunktet er defensivt, og han kommer helst ikke for meget frem.

Det havde nok været bedre at begynde med Ritter og Knudsen og så pille dem ud, hvis kræfterne slap op.

Også Dennis Høegh falmede noget som angriber. Positionen har han spillet en del før, men han er klart bedst længere tilbage på banen, og Anders Holvad manglede i høj grad som pressende frontmand. Også han fik et hvil efter torsdagens kamp, men ham kan FC Fredericia dårligt undvære.

FC Fredericia er skadesramt og involveret i et hårdt kampprogram, og det er naturligt, at Michael Hansen gerne vil rotere. Men truppens bredde er bare ikke til, at tre så bærende spillere tager plads på bænken.

3 Alle kampe er vanskelige

Der er ingen lette kampe i 1. division denne sæson. Arkivfoto: Søren Gylling

1. division er en uhyggelig størrelse i denne sæson.

Det siger meget, at trioen af nedrykkere fra Superligaen, Hobro, Esbjerg og Silkeborg, alle har tabt en af de tre første kampe. Silkeborg har tabt til oprykkeren Helsingør, Hobro har tabt til Vendsyssel, og Esbjerg gik fra opgøret mod Silkeborg som taber.

Der findes bare ikke lette kampe i denne række, og FC Fredericias kommende tre opgør kan man kun forudse resultatet af, hvis man har en krystalkugle, der virker.

På søndag spiller FC Fredericia mod Silkeborg. Og efter den kamp venter opgør mod Hvidovre og Helsingør indenfor en uge.

Hvidovre ligner forlods et mandskab, som kommer til at høre til i bunden af 1. division denne sæson, men er det ensbetydende med, at FC Fredericia tager derover og vinder uden problemer?

Næppe.

Nej, som altid skal vi forvente en rutschebanetur for FC Fredericia i den kommende sæson. Alt handler om at ende i top-6, og intet tyder på, at FC Fredericia ikke er i stand til at opnå det mål.

Men det bliver ingen dans på roser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Smittetallet steget med fem

Debat

Fredning af Trelde Skov bør ikke ske

Danmark

Farligt vejr-vagt ønskes

CORONAVIRUS

Live: Mundbind skal bæres i fitnesscentrene - men ikke under træning

Fredericia

Beruset bilist på Vejlevej

Annonce