Vejle: Der er inden for de seneste 10-20 år vendt op og ned på den geografiske fordeling af formuerne i Danmark.
Hvor Danmarks milliardærer og superrige tidligere boede i Nordsjælland og i velhaverkommunerne omkring København, er det i dag i Jylland, at de største formuer skabes.
Det konkluderer forfatter Søren Jakobsen i sin nye bog Guldjyderne, hvor han opregner antallet af jyske milliardærer og superrige til 81.
Ikke overraskende bor der flest milliardærer og superrige i Aarhus - 11 (18 hvis man tæller Brabrand med) - mens Als kommer ind på andenpladsen med otte personer med formuer på mindst 200 millioner kroner.
I Vejle har Søren Jakobsen identificeret fem personer eller privatejede selskaber, som falder ind under den kategori.
Her findes Jyllands største formuer
Skagen: 1
Hirtshals: 1
Hals/Ulsted: 1
Hobro: 1
Viborg: 1
Rødkærsbro: 1
Ryomgård: 1
Herning: 1
Silkeborg: 1
Brande: 1
Hedensted: 1
Kolding: 1
Ribe: 1
Aabenraa: 1
Padborg: 1
Skive: 2
Ikast: 2
Bjerringbro: 3
Hinnerup/Hammel: 3
Bredebro: 3
Galten: 4
Aalborg: 5
Horsens: 5
Vejle: 5
Billund: 6
Brabrand: 7
Als: 8
Aarhus: 11
Svin, klodser og tyggegummi
Det er svinedrift, Lego-klodser, fødevarer, værktøj og tyggegummi, der har lagt grunden til de fem kæmpe-formuer, som forfatteren omtaler i Guldjydernes kapitel om Vejle.
Ikke overraskende er både Lego-familien Kirk Johansen og tyggegummifamilien Bagger-Sørensen nævnt i kapitlet.
De to familier har i årevis været fast inventar på listerne over Danmarks rigeste familier, mens salget af Good Food Group i november 2018 sikrede familien Christensen - Otto Christensen og familie - en plads i kapitlet om Vejles superrige.
Den lokale kvintet fuldendes af Hans Roed Pedersen, Børkop, hvis formue stammer fra salget i 2007 af værktøjsvirksomheden H.P. Værktøj, samt ægteparret Ole Bjerremand Hansen og Jytte Rosenmaj, Gadbjerg, der ejer svinekoncernen Idavang med landbrugsdrift i både Danmark, Rumænien, Slovakiet og Litauen.