Verden skal lære af den nu 94-årige kz-overlever Arlette Andersens historie. Det mener journalist Thomas Kvist Christiansen, der har skrevet en billedrig bog om den fredericianske kvinde.
Fredericia: - Nye læsere kan stige på her, siger Thomas Kvist Christiansen.
Lørdag 1. december udgiver den fredericianske journalist i samarbejde med Billunds Boghandel bogen "Vi er her for at dø".
Med billeder og tekst fortæller bogen historien om Arlette Andersen, der overlevede et ophold i kz-lejren i Auschwitz under Anden Verdenskrig. Arlette Andersen bor i Fredericia og turnerede i mange år med sit foredrag om oplevelserne i Frankrig og i nazisternes lejr i det besatte Polen.
Thomas Kvist Christiansen har tidligere stået bag en film om Arlette Andersen. Og nu kommer han så med en bog.
- Jeg har endnu ikke fået den fysiske bog. Jeg glæder mig meget til at åbne kasserne og bladre i bogen, siger han til ElboBladet fem dage før den officielle præsentation i Billunds Boghandel lørdag fra klokken 12-14.
Han har dog et printet eksemplar fra trykkeriet, som han har vist frem i Arlettes franske hjemegn, hvor der er stor interesse for bogen. Den vil muligvis bliver oversat til fransk i løbet af det kommende års tid.
Venskab reddede liv
Man behøver ikke at kende til Arlette Andersen og hendes historie for at få glæde af den nye bog. Det er altså ikke en forudsætning, at man har set filmen om hende, overværet hendes foredrag eller læst bogen "Pigen fra Auschwitz", som Morten Vestergaard udgav i 2012.
- Den nye bog er meget visuel med mange fotos. Den fortæller også historien om det område i Frankrig, som Arlette kommer fra - hvor hun og mange andre blev anholdt og sendt til Auschwitz. Så det er en bredere historie end tidligere, siger Thomas Kvist Christiansen.
I bogen analyserer traumepsykolog Anne Agerbo på nogle af de psykologiske faktorer, som havde betydning for Arlette Andersens evne til at overleve i lejren og på den såkaldte dødsmarch.
- Arlette havde en veninde, og de to formåede på mirakuløs vis at bevare deres venskab. Også i Auschwitz og under dødsmarchen. Det har haft betydning, siger Thomas Kvist Christiansen.
Forfatter og fotograf Peter Langwithz Smith, der tidligere har skrevet om kz- og udryddelses-lejre, medvirker også i bogen for at perspektivere Arlettes historie.
Bogen er på 256 sider i A4-størrelse og koster 299 kroner.