Annonce
Middelfart

Ny forening vil omdanne gammel stationsbygning: - Vi er ivrige efter at komme i gang

- Vi kan altid bruge flere kræfter. Jo flere vi er, jo hurtigere og nemmere går tingene, lyder opfordringen fra den 22-årige initiativtager Mathias Magnussen Thorsson. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Efter en utraditionel online-generalforsamling torsdag blev Gelsted Stationsforening stiftet. Foreningen vil arbejde for at skabe et kulturcentrum i den gamle stationsbygning i Gelsted.

Gelsted: Et værested for børn og unge, knallertværksted eller måske en café.

Idéer, til hvad der skal være i den gamle stationsbygning i Gelsted, er der nok af, og i denne uge kom de et lille skridt tættere på at blive realiseret.

Torsdag aften blev der nemlig online afholdt en stiftende generalforsamling for Gelsted Stationsforening, der skal puste nyt liv i den gamle stationsbygning. Bestyrelsen består af i alt fem medlemmer. Initiativtageren bag projektet, 22-årige Mathias Magnussen Thorsson, har selv taget teten som formand for foreningen, mens byrådsmedlem Kim Lund (V) er blevet valgt til næstformand.

- Der er selvfølgelig et mindre fremmøde, når det er online. Men vi var nok, og vi fik stiftet en forening, som er meget ivrig efter at komme i gang, fortæller en glad Mathias Magnussen Thorsson.

Han fortæller, at det især er folk med børn, der har vist interesse for projektet.

- Jeg tror, det bunder i, at vi mangler nogle muligheder i lokalområdet for børn. Og det er formentlig noget af det, vi blandt andet gerne vil bruge stationen til - nemlig et børne- og ungehus. Derfor er der selvfølgelig rigtig mange familier, der synes projektet er spændende.

Annonce

Hvert skridt er en succes

Indtil videre er der kun blevet snakket løst om, hvad stationen helt konkret skal bruges til, men når først foreningen er oppe at køre, skal der laves en idébank.

- Selve stationen og den grund, der hører til, er jo en kæmpe ejendom, så der er plads til rigtig meget forskelligt, fortæller Mathias Magnussen Thorsson.

Men der er et stykke vej endnu, før ideerne kan føres ud i livet. Først skal bygningen nemlig sættes i stand.


Jeg er ikke i tvivl om, at med noget gåpåmod og interesse, så kan vi sagtens klare det.

- Mathias Magnussen Thorsson


DSB skal have 400.000 kroner for bygningen, men med den aftale følger en forpligtelse til at renovere hele bygningens facade - noget der ifølge DSB vil koste omkring to millioner kroner. Derefter skal der findes en hel del penge til indvendig istandsættelse. Ifølge Mathias Magnussen Thorsson kan det sagtens løbe op i fire millioner kroner i alt.

- Men vi skal se hvert skridt på vejen som en succes. Jeg håber ikke, det er tilfældet, men hvis det eneste, vi kan formå, er at istandsætte facaden, så har vi da i det mindste en station, som er pæn. Jo længere vi når, jo bedre er det, men bare det, at der sker noget, er jo en succeshistorie, siger han og tilføjer:

- Jeg er ikke i tvivl om, at med noget gåpåmod og interesse, så kan vi sagtens klare det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny daginstitution skaber debat: Placering i Madsby er langtfra sikker, fastslår DF

Kultur

Et år efter nedlukning: Idrætsforeninger arrangerer virtuelt motionsløb

Annonce