Annonce
Udland

Ny højesteretsdommer garanterer uafhængighed af Trump

Tasos Katopodis/Ritzau Scanpix
Ved en ceremoni i Det Hvide Hus mandag aften er Amy Coney Barrett taget i ed som dommer ved USA's højesteret.
Annonce

Amy Coney Barrett er ved en ceremoni i Det Hvide Hus taget i ed som ny dommer ved USA's højesteret. Det skriver CNN.

- Det er et privilegie at blive bedt om at tjene mit land i denne stilling, og jeg står beæret og ydmyg her i aften, sagde den 48-årige Barrett efter edsaflæggelsen, der fandt sted natten til tirsdag dansk tid.

Ceremonien, der blev ledet af højesterettens længst siddende dommer, Clarence Thomas, fandt sted, efter at Senatet med stemmerne 52 for og 48 imod tidligere mandag havde godkendt den 48-årige Barrett til den betydningsfulde post.

Det var præsident Donald Trump, der havde indstillet hende. Med Amy Coney Barrett styrkes den såkaldt konservative fløj i højesteretten, som nu omfatter seks af de i alt ni dommere. De tre øvrige tre regnes for at være mere liberale.

- Det er en dag af stor betydning, sagde Trump inden ceremonien i præsidentboligen.

Amy Coney Barrett afløser den liberale dommer Ruth Bader Ginsburg, som døde i september.

- Barrett-familien har erobret Amerikas hjerte. Det er yderst passende, at dommer Barrett overtager sædet efter en virkelig pioner for kvinder, dommer Ruth Bader Ginsburg, sagde Trump med en smilende Barrett ved sin side.

I en kort bemærkning erklærede Barrett sin uafhængighed i forhold til Trump og politiske interesser i det hele taget.

- Den ed, som jeg højtideligt har aflagt i aften, betyder, at jeg vil udføre mit job uden frygt eller begunstigelser og gøre det uafhængigt af de politiske fløje og mine egne præferencer, sagde hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

For en måned siden, da præsident Donald Trump præsenterede Barrett som sin kandidat til landets højeste domstol, skete det ved en ceremoni i Rosenhaven ved Det Hvide Hus, hvor folk sad tæt på hinanden, og kun få var iført mundbind.

Efterfølgende blev adskillige deltagere bekræftet smittet med coronavirus, herunder præsident Trump selv og hans hustru, Melania Trump.

Ved ceremonien mandag var der ifølge Reuters større afstand mellem stolene, og flere bar mundbind.

/ritzau/


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Tyve har kig på dyrt elværktøj

Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce