Annonce
Fredericia

Ny klub er med i FC Ungdom: Velkommen til Gauerslund

FC Fredericia Ungdom består igen af fem klubber, efter at Gauerslund er kommet med i samarbejdet. Det skrev fem klubledere under på mandag i Madsby Enge. Fra venstre ses Elna Mathiasen (TSIF), David Gulløv (Fredericia KFUM), Frank Buchmann (Gauerslund), Henrik Outzen (Fredericia fF) og Jørgen Hansen (BPI). Foto: Klaus Madsen
Gauerslund IF er kommet med som ny klub i FC Fredericia Ungdom. Det styrker både eliten og bredden, lyder det fra de fem samarbejdsklubber Fredericia KFUM, Fredericia fF, TSIF, BPI og Gauerslund.

Fredericia: Fem fodboldledere skrev mandag under på en ny aftale på vegne af deres klubber.

Dermed er Gauerslund IF kommet med som ny klub i FC Fredericias ungdomssamarbejde, og efter nytår stiller klubberne med et fælles førstehold i årgangene fra U-13 til U-19.

- Den korte version er, at vi har nogle sportslige ambitioner, vi gerne vil leve op til. Vi vil gerne tilbyde trænere og spillere et højt niveau, og samtidig er der også breddeopgaver, vi ikke selv kan løfte, sagde Gauerslund IF's formand Frank Buchmann, da aftalen blev underskrevet i Fredericia ff.'s klubhus i Madsby.

De fire øvrige klubber i samarbejdet er Fredericia KFUM, Fredericia fF, Taulov Skærbæk IF, Bredstrup-Pjedsted Idrætsforening.

Gauerslund IF sagde ja til FC-samarbejdet ved en ekstraordinær generalforsamling for halvanden uge siden.

Annonce
Fem klublogoer står nu side om side med FC Fredericias logo i klubsamarbejdet. Foto: Klaus Madsen

Kan få flere trænere

Frank Buchmann fra Gauerslund IF mener, at der nu bliver bedre muligheder for at rekruttere og fastholde trænere. Både i Børkop-området og i Fredericia-området. I FC Ungdom kan trænere for eksempel bevise deres værd i breddeklubberne og bruge det som springbræt til at træne eliteholdene i FC Ungdom.

- Trænere er alfa og omega, og det er svært at skaffe gode trænere, sagde Frank Buchmann, som blev suppleret af David Gulløv, formand for Fredericia KFUM.

- Vi kan sikre et bedre træningsmiljø, så vi også kan fastholde de gode trænere, sagde han.

Klublederne i FC Ungdom ser gerne, at flere klubber er med i samarbejdet.

- Gauerslund har et fantastisk rekrutteringsgrundlag, og det kan styrke både eliten og bredden. Når der er flere klubber med i samarbejdet, afgiver hver klub ikke så mange spillere til eliteholdene. Og så bliver det nemmere at holde gang i holdene ude i klubberne, sagde Jørgen Hansen, formand for BPI.

Håber at Erritsø får lyst

For to år siden valgte Erritsø GIF at træde ud af FC Fredericia Ungdom. Begrundelsen fra Erritsø var blandt andet, at samarbejdet drænede klubben for spillere, så der måtte lukkes hold.

Henrik Outzen, der er sportslig leder i Fredericia ff.'s ungdomsafdeling, håber at de rødblå fra Erritsø kommer tilbage til samarbejdet.

- Lige nu er vi ikke i dialog med Erritsø, men på sigt vil vi gerne have Erritsø med i igen. Men det gælder om at skabe et så godt samarbejde, at Erritsø selv får lyst til at komme med igen, sagde Henrik Outzen.

Den nye FC Ungdom-aftale træder i kraft 1. januar 2020. De fælles elitehold fra U13 til U19 kommer til at træne i både Gauerslund og Fredericia. Desuden kommer der samarbejde om træning mellem klubberne allerede fra U-11 og U-12 årgangene.

Klubberne har givet Lars Peter Nielsen fra Gauerslund hvervet som samarbejdskoordinator i FC Ungdom. Han skal understøtte en god kommunikation mellem de fem klubber i det nye samarbejde.

Fem klubledere underskrev mandag en ny samarbejdsaftale for FC Fredericia Ungdom. Gauerslund er ny i samarbejdet, fra venstre ses Frank Buchmann (Gauerslund), David Gulløv (Fredericia KFUM), Elna Mathiasen (TSIF), Jørgen Hansen (BPI) og Henrik Outzen (Fredericia fF). Foto: Klaus Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Pistol blev brugt ved drabet i Korskærparken: To mænd idømt flere års fængsel for våbenbesiddelse

Danmark

Drop sommerferien til sydens sol: Regeringen fraråder rejser udenfor udvalgte nabolande

Annonce