Annonce
Fredericia

Ny og lille forening hjælper udsatte og sundhedsvæsenet til at finde hinanden

Malene Paloposki, der her ses mellem Denice Langelund (til venstre) og Pia Gaasvig, oplever at det frivillige arbejde som brobygger udvikler hende både som menneske og fagperson. Hun håber, at flere vil melde sig som frivillig. Der er infomøde den 19. november. Foto: Peter Friis Autzen
For et års tid siden etablerede foreningen Social Sundhed sig i Fredericia. Der er brug for flere frivillige, og foreningen lokker med den gode følelse at gøre en forskel for et andet menneske.

Fredericia: Nogle borgere har brug for hjælp og støtte i deres møde med sundhedsvæsenet. Og nogle gange har sundhedsvæsenet brug for hjælp og støtte i mødet med borgerne.

Den hjælp leverer foreningen Social Sundhed Fredericia, der etablerede sig for et års tid siden.

Foreningens frivillige, der kaldes brobyggere, hjælper udsatte med at tilrettelægge og arrangere for eksempel lægebesøg eller klinikundersøgelser. Og de frivillige kan også gå med ind til en konsultation og hjælpe med, at parterne forstår hinanden helt rigtigt.

Endnu er foreningen lille i Fredericia, hvor der foreløbig kun er tre frivillige. Håbet er at nå op på 20, så flere kan få hjælp.

- Det tager tid at løbe sådan noget her i gang, siger koordinator Malene Paloposki, der er ergoterapeut og også selv er brobygger.

For at være frivillig ved Social Sundhed Fredericia skal man have en sundhedsfaglig baggrund, og foreningen uddanner de frivillige til arbejdet, inden de sættes i aktion.

Interesserede kan henvende sig på telefon 25 67 59 74 eller mail fre@socialsundhed.org.

Annonce

Lykken at være noget for andre

I bestyrelsen for Social Sundhed Fredericia sidder også gadesygeplejeske Pia Gaasvig. Hun håber, at korpset af frivillige brobyggere vil vokse.

- Vi har dels brug for et vist antal. Men vi har også brug for en "fødekæde" - altså, at foreningens arbejde får nye til at melde sig, når andre stopper, fordi de for eksempel finder job og bolig i en anden by, siger hun.

Arbejdet som frivillig kan til en vis grad tilrettelægges efter vedkommendes interesser. Og også efter vedkommendes øvrige kalender.

- Det kræver jo lidt fleksibilitet at gå med en borger i nogle timer. Men det er også meget, meget givende, siger Malene Paloposki, der prøver at sætte ord på den glæde det er at hjælpe andre.

- Det giver mig en lykkefølelse. Helt ud i fingerspidserne. Og den følelse kan holde i flere dage. Samtidig gør arbejdet mig mere rummelig som menneske, fordi jeg møder nogle mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt på den måde. Det er også sundhedsfagligt udviklende, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Knuste rude - stjal lampe

112 For abonnenter

Flere års fængsel og udvisning af landet: Men hvem var egentlig gerningsmanden bag knivstikkeri i Jyllandsgade?

Annonce