Annonce
Fredericia

Ny Rema 1000 købmand: Her skal være rart at komme for alle

55-årige Jim Nielsen fra Børkop fik onsdag overdraget nøglerne til Rema 1000 butikken i Vestbyen. Han driver butikken godt hjulpet af hustruen Linda og souschef Kathrine Jakobsen, som han har taget med fra butikken i Skolegade i Vejle. Arkivfoto: Torben Glyum
Købmand Jim Nielsen fra Børkop har officielt overtaget nøglerne til Rema 1000 på Venusvej i Fredericia. Han og hustruen Linda brænder for at skabe en god forretning, der også tager et socialt ansvar i lokalsamfundet.

Fredericia: Der skal være rart og trygt både som kunde og som medarbejder i Rema 1000 på Venusvej i Vestbyen. Og der er plads til alle i butikken, som onsdag blev overdraget til købmand Jim Nielsen, der driver forretningen sammen med sin hustru Linda.

Købmandsparret sagde i slutningen af august et vemodigt farvel til deres butik i Skolegade, Vejle gennem 11 år. Onsdag i sidste uge blev der holdt overdragelsesstatus i butikken på Venusvej, som torsdag morgen åbnede med Jim Nielsen ved roret.

- Vi havde skabt en kanonforretning i Skolegade og nået mange af de mål, vi havde sat os. Så vi kunne sådan set have hvilet på laurbærene der, men sådan er mit dna ikke. Der skal noget nyt til. Det, tror jeg, er sundt - både for mig og for butikken i Skolegade, siger Jim Nielsen, der dermed vender tilbage til Fredericia efter tre årtier.

Jim Nielsen, der kom i lære hos en købmand i Århus i 1980, var i 1986-87 førstemand i Favør, som lå i Midtpunktet, hvor Fakta ligger i dag. Herefter skulle der nyt til.

Annonce

Tag en snak med købmanden

Efter nogle år på GASA i Århus som indkøber arbejdede han som sælger for flere forskellige virksomheder. Da han for 15 år siden rundede de 40, tog han karrieren op til overvejelse og kom frem til, at han gerne ville tilbage til købmandslivet. Han søgte job hos Rema 1000 og fik ansvar for butikken i Munkebo lidt øst for Odense. Efter halvandet år der søgte han til Skolegade i Vejle, da muligheden bød sig, for han og familien boede også på det tidspunkt i Børkop. Nu søger Jim og hans hustru Linda, der har været med sin mand gennem alle årene, udfordringer i Fredericias Vestby.

Hvordan vil kunderne mærke, at du og din hustru har overtaget butikken på Venusvej?

- Linda og jeg brænder for, at den virksomhed, vi skaber, er et godt og trygt arbejdsmiljø, som kan løfte personer, der har en lidt skæv eksistens. Vi vil gerne påtage os det ansvar at hjælpe folk, der ikke har været så heldige - og det vil afspejle sig, når kunderne kommer ind, svarer Jim Nielsen, der i Vejle blev kåret som den mest rummelige virksomhed.

Rummelighed til at påtage sig det sociale ansvar har Jim og Linda taget med sig til Venusvej. Og den gælder også kunderne.

- Vi vil være den lokale købmand, der gerne tager en snak med kunderne, hvis de har behov for det. Det er dét, der gør det sjovt at dreje nøglen hver morgen. Har man kun fokus på at tjene penge, så bliver de surt tjent. Når vi har fokus på det sociale og det, vi brænder, for, så er det min erfaring, at omsætningen følger med, siger Jim Nielsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce