Fredericia: Fem faste tatovører, en lærling og en butikschef er klar til at flytte deres hverdag til førstesalen i Prinsessegade 28.
1. december åbner tatovørbutikken V2 Ink nemlig i lokalerne, hvor PhotoCare kortvarigt havde sit atelier tidligere på året.
Jonas Hoffmann, indehaver af V2 InkVi laver alt, hvad kunden ønsker. Nogle tattoo-artister har et speciale, men dem, vi har, er allround, selvom der selvfølgelig er nogle motiver, de hellere vil lave en andre.
Kameraknips er imidlertid skiftet ud med nåle og blæk hos tatovøren, som i forvejen driver en butik i Aalborg-forstaden Nørresundby.
- Vi laver alt, hvad kunden ønsker. Nogle tattoo-artister har et speciale, men dem, vi har, er allround, selvom der selvfølgelig er nogle motiver, de hellere vil lave end andre, forklarer 31-årige Jonas Hoffmann, som er en af to ejere af tatovørbutikken, der med sin anden butik kan kalde sig for en lille kæde.
Opkaldt efter børnene
Koblingen mellem Nørresundby og Fredericia skal findes i det familiære. Det bliver nemlig primært Jonas Hoffmanns fætter, Casper Johnsen, som er medejer af virksomheden og kommer til at stå for den daglige drift af den fredericianske afdeling.
V2 Ink (udtales på engelsk) startede 1. december 2019. Og undrer du dig over navnet, kommer her en forklaring. Virksomheden er nemlig opkaldt efter Jonas Hoffmanns to børn, Vigga og Villads.
- Jeg kiggede på, hvad andre tatovører kalder deres butik andre steder. De fleste hedder enten noget oldschool eller noget, som man ikke fatter en pind af. Man forstår selvfølgelig heller ikke forbindelsen til butikken her, med mindre man spørger. Men jeg syntes, det var vigtigt, at logoet var enkelt, og navnet var nemt at huske, forklarer Jonas Hoffmann.
Fokus på markedsføring
De første reservationer er så småt ved at komme. Selvom der ikke er lang tid til, at butikken åbner, tager Jonas Hoffmann situationen med en nordjysk ro. Han har nemlig oplevet, hvordan tingene kan vende rundt pludseligt.
- Vores butik i Nørresundby tabte nogle kunder, da de lukkede Nordjylland af. I Aalborg Kommune var vi heldigvis ikke lukket ned, men butikken har flere kunder fra de andre nordjyske kommuner, og de blev nødt til at aflyse. I stedet lagde vi nogle fotos op med tider på sociale medier, og så var folk hurtige til booke, forklarer Jonas Hoffmann.
Markedsføring er netop noget af det, V2 Ink særligt udmærker sig på, mener indehaveren. På det sociale medie Instagram har tatovørbutikken knap 1900 følgere, og da avisen besøger butikken, er der også gang i videooptagelser til reklamer.
Ingen stor fest
Foruden det at komme under nålen kan man også få fjernet sin tatovering hos V2 Ink, som holder åbent tirsdag-lørdag 9-17.
Og skal man tro de ansatte i butikken, er der meget at glæde sig til.
- Vi ser virkelig frem til det. Det må meget gerne blive den 1. december snart, siger tatovør-lærlingen Klara Møller Poulsen, som kunder også vil kunne møde i receptionen.
- Vi har kun haft gode oplevelser i Nørresundby, så forventningerne til at starte op i Fredericia er rigtig høje, siger Alejandro Ulloa, som er én af de fem tatovører, der får sin faste hverdag i Fredericia.
Åbningen kommer dog til at ske i ro og mag.
- Vi ville gerne gøre noget større ud af det, men vi er fra Nordjylland af, så vi ved om nogen, at det ikke er tid til en stor fest i øjeblikket, siger Jonas Hoffmann.