Annonce
Udland

Ny valgvideo fra Boris Johnson kaldes plagiat

Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Reaktionerne på premierminister Boris Johnsons kampagnevideo spænder fra "morsom" til "desperat" og plagiat.

Med kun to dage til det britiske parlamentsvalg tager den siddende premierminister, Boris Johnson, alle kneb i brug.

I en ny kampagnevideo har Johnson hentet inspiration fra den populære julefilm "Love Actually" og den ikoniske scene mellem skuespillerne Keira Knightley og Andrew Lincoln.

Her står Boris Johnson i Lincoln-stil foran døren til en kvinde, hvor han lydløst til julemusik bringer sit budskab frem på skilte.

På skiltene står der blandt andet, "at med lidt held kan et brexit blive stemt igennem næste år", og "din stemme er vigtig".

Til sidst i videoen forlader Johnson kvindens dør med ordene: "Nu er det nok. Lad os få det her (brexit, red.) færdiggjort."

Videoen, der blev lagt op mandag aften, har fået knap en halv million visninger.

Den har efterfølgende modtaget reaktioner, der spænder bredt. Mens nogle britiske medier - herunder Daily Mail - kalder den “hylende morsom”, mener andre som Mirror, at han er desperat.

Hos oppositionspartiet Labour mener kandidaten Rosena Allin-Khan, at indslaget er en kopi af hendes kampagnevideo fra 22. november.

I videoen er det hende, der ringer på en dør for at overbevise en konservativ vælger om at stemme på hende.

- Boris Johnson har kopieret min valgvideo. Del ikke hans version - del i stedet min originale video. Det er os mod Johnson, Trump og Farage. Del mit tweet og spred budskabet, skriver Allin-Khan på Twitter.

Torsdag skal briterne til stemmeurnerne. Her har brexit fyldt en stor del af Johnsons valgkampagne. Hvis han genvinder magten, vil han kunne tage Storbritannien ud af EU senest den 31. januar.

Oppositionslederen i arbejderpartiet Labour, Jeremy Corbyn, ønsker derimod at forhandle sig til en anden aftale med EU, hvorefter han vil lægge denne ud til en folkeafstemning.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce