Fredericia: Et nyt syn mødte mandag forbipasserende ved Superbrugsen og Netto på Nymarksvej.
En mur på den gamle Star Pipe-grund er brudt ned, for forberedelserne til et nyt byggeri på grunden er i gang. Selskabet Maycon er i gang med forberedelserne af et nyt byggeri på grunden.
- Vi rydder op på grunden og fjerner blandt andet gammel asfaltbelægning, ligesom vi også fjerner muren ud mod fortovet på Nymarksvej, oplyser Bjarne Mayland.
Han er projektudvikler i ejendomsudviklingsselskabet, som hører hjemme i Næstved. Selskabet har tidligere meddelt planen om at opføre 70 boliger i to etager. Desuden et nybyggeri på den modsatte side af Nymarksvej i den bygning, som tidligere husede Kirkens Korshær. Her opføres et sundhedshus for læger, tandlæger og lignende.
Bjarne Mayland har endnu ikke en præcis tidsplan for byggeriet.
- Vi venter på de sidste godkendelser imellem arkitekter og Fredericia Kommune, siger Bjarne Mayland.
Maycon samarbejder med Holscher Arkitekter om projektet.