Annonce
Erhverv

Nye boliger skyder op: Bygherre lover café, japansk byhave og sauna

Promenaden er næste store byggeprojekt i Kanalbyen og kommer til at bestå af tre punkthuse, der opføres i fire til syv etager med i alt 54 ejerlejligheder. Tirsdag var der første spadestik på byggeriet, som er tegnet af Laban Arkitekter i Silkeborg og projekteret af Jesper Bach (i midten) og Bach Invest A/S fra Aarhus. Foto: Peter Leth-Larsen
Tirsdag eftermiddag blev der taget første spadestik til ejerboligerne i Promenaden. De første syv lejligheder er solgt.

Fredericia: Tirsdag eftermiddag blev der taget første spadestik til det nye boligbyggeri Promenaden i Kanalbyen.

Bygherren Bach Invest opfører tre punkthuse med i alt 54 ejerlejligheder sammen med sin partner Laban Arkitekter. I den indledende fase er administrerende direktør i Bach Invest, Jesper Bach, blevet tiltagende imponeret over Fredericia, så han håber, det ikke bliver første og eneste gang, virksomheden er med til at bygge i Kanalbyen.

- Det er noget, Kanalbyen er med til at bestemme, men det bliver noget andet end boliger, vi forventer at komme med i næste gang. Det er vi meget interesserede i, siger han.

Boligbyggeriet Promenaden bliver opført løbende i tre etaper. De første 16 ejerlejligheder bliver klar til indflytning 20. marts 2021. Herefter følger 22 mere i hus to 1. juni samme år, og de sidste 16 lejligheder i hus tre 1. november 2021.

- Vi vil gerne have dem alle færdige inden for en overskuelig periode, fortæller Jesper Bach.

Annonce
Første spadestik blev taget af direktør i Kanalbyen Tim E. Halvorsen (til venstre), borgmester Jacob Bjerregaard (S), Jesper Bach fra Bach Invest og vicedirektør Jonathan Smetana fra entreprenør CJ A/S. Foto: Peter Leth-Larsen

Japansk byhave

Han glæder sig til at komme i gang med byggeriet og få skabt noget, der ikke bare er et hjem for beboerne men også er med til at skabe liv i den nye bydel. Derfor bliver der også plads til en café eller restaurant i nederste etage i hus et med udeservering ned til kanalen. Desuden er der disponeret plads til en sauna - eksempelvis til vinterbadere - i byggeriet, og der er planlagt en japansk byhave ovenpå parkeringshuset.

Knap halvdelen af lejlighederne i det første hus - syv lejligheder - er solgt. Desuden er en enkelt lejlighed reserveret.

- Det har været vores milepæl for at sætte gang i salget på hus to, fortæller Jesper Bach.

- Lejlighederne i hus to bliver sat til salg omkring nytår, fortæller indehaver af Home, Mette Hjære.

Arkitekt: Fremtidens boligby

Bach Invest vil løbende holde arrangementer for sine købere for at holde dem informerede om byggeprojektet, inden det bliver meldt bredere ud.

Jesper Bach havde selv ikke et særligt stort kendskab til Fredericia, da han første gang hørte om muligheden for at opføre boliger i Kanalbyen. Han kender dog flere, som har taget del i byggeprojekter i byen og talte varmt for det.

- Det her er en langsigtet byggeplan. Man er interesseret i nogen, som kan levere kvalitet i boligerne, og det fangede mig. Desuden fik vi lov at købe alle tre byggefelter, og jeg kan godt lide at vide, hvad der kommer ved siden af, forklarer han.

En af dem, som lokkede Jesper Bach til at se nærmere på Fredericia, er partner i Laban Arkitekter Henrik Kamp Ditlev.

- Vi kommer over hele Danmark, og jeg tror, det her er en af fremtidens boligbyer, siger han og påpeger, at Fredericia har både udsigt til vand, en god beliggenhed tæt på E45, og samtidig ligger Kanalbyen tæt på Fredericias midtby.

Jesper Bach fra Bach Invest glæder sig til at komme i gang med byggeriet af Promenaden og håber, Bach Invest kan gå med i et byggeri mere i Kanalbyen. Foto: Peter Leth-Larsen

Ungdomsboliger på vej

I den indledende fase var der undervejs kritik fra blandt andre naboer til det kommende byggeri, som var bekymrede for, Promenaden med sine op mod syv etager ville være for højt og tage udsigten.

- I hus to går vi højst op i syv etager. Vi går fra fire til fem og syv etager, og over mod Frederikshuset, hvorfra klagerne kom, er vi lavest. Jeg synes absolut, vi har respekteret dem. Det er for at give et arkitektonisk spil i stedet for flade tage, forklarer Jesper Bach.

Siden de første beboere flyttede ind i Frederikshuset i 2017, er der taget første spadestik til en række boligbyggerier i Kanalbyen. Jesper Bach frygter dog ikke, lejlighederne ikke bliver solgt. Han mener, Promenaden skiller sig ud.

- Når vi ligger, som vi ligger, var det vigtigt at få lavet store altaner og terrasser, for det synes jeg ikke, de andre har. Det var også vigtigt at få integreret parkering i bebyggelsen. Vores erfaring er, at når folk kommer fra hus og flytter i lejlighed, så er det vigtigt at have parkering tæt på, siger han.

Foruden Promenaden står Bach Invest også for opførelsen af et parkeringshus. Dertil kommer opførelsen af op mod 40 ungdomsboliger i Oldenborghus i samarbejde med Boligkontoret Fredericia.

Ifølge ejendomsmægler hos Home, Mette Hjære, er interessen stor for penthouselejlighederne. De første to i hus et er solgt. Denne er på 164 kvadratmeter og er solgt til knap 5,3 millioner kroner. Den anden ligger lidt højere, er på 178 kvadratmeter og er solgt til knap 5,6 millioner kroner. Illustration: Laban Arkitekter.
De tre punkthuse bliver løbende opført, så de alle står færdige i år 2021. Det første - det yderst til venstre - er færdigt 20. marts 2021. Her er der stadig ledige lejligheder. De to andre huse er endnu ikke sat til salg. Hus to bliver sat til salg omkring nytår. Illustration: Laban Arkitekter
Udsigten over Kanalbyen og Lillebælt fra en af penthouselejlighederne i hus et. Illustration: Laban Arkitekter
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce