Annonce
Erhverv

Nye lejligheder: Jørn og Kristina har planlagt deres flytning i et årti

Mon der bliver plads til det nyindkøbte spisebord? Jørn og Kristina Theodorsen var for nylig i gang med at måle op i deres nye lejlighed i Kongens Punkt. Her flytter de ind 1. november. Foto: Peter Leth-Larsen
Boligerne i Kongens Punkt er snart klar til indflytning. For nylig fik Boligkontoret Fredericias lejere lov at komme ind og tage mål i deres kommende hjem.

Fredericia: Længe har de spændt ventet på at komme ind og se deres kommende hjem. Torsdag besøgte næsten alle lejerne hos Boligkontoret Fredericia deres nye hjem i Kongens Punkt - heriblandt Jørn og Kristina Theodorsen.

Jørn Theodorsen gik i strømpesokker rundt i lejligheden på 3. sal med et fast greb i tommestokken, mens Kristina Theodorsen skrev målene op på deres udleverede tegning over lejligheden.

- Vi flytter fra 152 kvadratmeter til 84 kvadratmeter, fortæller Jørn Theodorsen.

Annonce

Vi har købt nogle nye møbler, og nu skal vi finde ud af, hvor husalteret - det er tv'et - skal være.

Kristina Theodorsen

Fra hus til lejlighed

Ægteparret har solgt deres hus i Erritsø - langt hurtigere end forventet. Så de glæder sig til at flytte ind i deres spritnye lejlighed i Kongens Punkt, som står klar til indflytning 1. november.

- Vi havde et hus, som vi fik solgt på 19 dage, fortæller Jørn Theodorsen.

Boligkontoret Fredericia har 41 lejligheder i byggeriet, som STB Byg har opført i Kanalbyen, og de fleste af boligerne er lejet ud. Derfor planlægger Boligkontoret Fredericia med indflytningsdage de to sidste dage i oktober.

Jørn og Kristina Theodorsen har blandt andet købt et nyt spisebord, som, de har planer om, skal stå i køkkenet i deres nye tre-værelses lejlighed. Men efter opmåling frygter de, at spisebordet er en tand for stort. Eftersom de flytter fra hus til lejlighed, har de skilt sig af med en del af deres møbler.

- Vi har købt nogle nye møbler, og nu skal vi finde ud af, hvor husalteret - det er tv'et - skal være, forklarer Kristina Theodorsen, mens hun kigger på endevæggen i stuen og peger.

Meldte sig ind i Seniorbo

Det meste af lejligheden er færdig indvendig. Altanen ud til Kongensgade mangler dog stadig, men bliver sat op indenfor få uger.

For Kristina og Jørn Theodorsen var det så langt fra en pludselig indskydelse af blive lejere. De har planlagt det i et årti.

- Jørn fylder 70 næste år. Da han fyldte 60, satte vi os ned med en flaske rødvin og lagde en plan. Vi ville ikke blive med at bo i hus, når vi blev gamle. Så meldte vi os ind i Seniorbo, fortæller Kristina Theodorsen.

- Vi ville gerne få flytningen overstået, mens vi selv kan klare det, supplerer Jørn Theodorsen.

Som medlem af foreningen Seniorbo har der været en række muligheder for at få en lejelejlighed i midtbyen de senere år, men det var først med byggeriet af Kongens Punkt, ægteparret Theodorsen blev interesserede. Det er sammensætningen af beboere, som tiltrækker dem.

- Det er tiltalende, at der her bor ældre, yngre mennesker og ejere. Vi forventer liv her. Og så er Jørn født i Oldenborggade 66, som jo er lige i nærheden, forklarer Kristina Theodorsen.

Alle 28 seniorboliger er udlejet. Der er stadig ni almene boliger, som endnu ikke er lejet ud.

Bygherren STB Byg har desuden 29 boliger til salg eller privat leje. Til byggeriet hører tre fælles tagterasser og en parkeringskælder.

Byggerierne i Kanalbyen har taget fart. Kongens Punkt er snart færdig. Det ligger ved siden af Frederikshuset, som var det første nybyggeri i Kanalbyen. I baggrunden ses erhvervsbyggeriet Port House. Foto: Peter Leth-Larsen
Boligkontoret Fredericia inviterede for nylig sine kommende lejere i de 41 boliger på besøg. Alle pånær en enkelt dukkede op. Foto: Peter Leth-Larsen
Kristina Theodorsen skriver de rette mål ned for den nye lejlighed, så ægteparret kan få overblik over, hvordan møblerne skal placeres ved indflytning. Foto: Peter Leth-Larsen
En af de vigtige beslutning er, hvor skal tv'et være? Det er vigtigt med den rette placering. Foto: Peter Leth-Larsen
Til lejlighederne i Kongens Punkt hører tre fælles tagterasser og parkeringskælder. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce