Annonce
Indland

Nye retningslinjer for turisme skal beskytte sæler og marsvin

Robert Attermann / Red Star/Ritzau Scanpix

Miljøstyrelsen vil sikre, at der laves et sæt etiske retningslinjer for den populære havturisme i Danmark.

Annonce

Det er populært at tage på sæl- og marsvinsafari i de danske farvande.

Så populært, at der ifølge Miljøstyrelsen er brug for et sæt etiske retningslinjer, for hvordan det kan foregå, uden at havdyrene bliver generet. Det skriver DR.

- Det vil vi sætte os sammen med Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Friluftsrådet og repræsentanter for naturturismeerhvervet for at se på, siger Ejgil Andersen, forstfuldmægtig hos Miljøstyrelsen.

- Der skal være et etisk kodeks for, hvordan man opfører sig, både som udbyder af naturturisme og som fritidssejler og kajakroer, når man er ude at se på sæler, marsvin og delfiner, og hvad man ellers kan være heldig at møde.

Retningslinjerne kan eksempelvis handle om antal af både, afstand til dyrene og opførsel om bord. Ejgil Andersen regner med, at de kan være på plads i løbet af efteråret.

- Det er rettidig omhu. Vi har fået mange sæler i vores farvande, og marsvin er faktisk så hyppigt forekommende i Lillebælt, at det er et af de bedste steder at se havpattedyret i hele verden, siger han.

Ifølge Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening, er der stigende interesse for både marsvin- og sælsafari. Det gælder både for private, der selv sejler ud, og for professionelle turbåde.

Den stigende interesse for at komme ud i naturen er rigtig positiv, lyder det.

- Men der har været eksempler på, at man er kommet lidt for tæt på revlerne. Derfor er der brug for et kodeks for, hvor tæt man kan sejle på, og hvordan man i det hele taget skal gebærde sig, siger Bo Håkansson.

Henrik Traugott-Olsen, skipper på Aventura i Middelfart, sejler turister på hvalsafari i Lillebælt. Han ser ifølge DR ofte, at skibstrafikken påvirker marsvinene.

- Kommer der en speedbåd forbi, kan vi se, at flokken dykker og er væk i tyve minutter. Det er over deres ydeevne, siger han til DR.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce