Annonce
Fredericia

Nyt boligområde i Taulov: 31 rækkehuse på vej op - 34 parcelhusgrunde sættes snart til salg

Endnu er der ikke skudt huse op af jorden på det store areal mellem Østergade, Stakkesvang og Tårupvej, men inden årets udgang vil der stå 31 rækkehuse klar til indflytning og 34 parcelhusgrunde til salg. Foto: Nana Hanghøj
Fynske rækkehuse opføres af Egil Rasmussen og skal få Taulov til at vokse ud ad Østergade. Interessen er god og dækker behov for at blive boende lokalt i en lejebolig. Fredericia Kommune forventer til september at kunne sætte parcelhusgrunde til salg ved siden af.

Taulov: Der er gjort klar til stamveje, forsyning er ved at blive lagt, så konturerne til et nyt boligområde i Taulov er ved at tegne sig. Rækkehuse til leje og parcelhusgrunde i den kommunale udstykning Flintemarken.

Rækkehusene opføres af ejendomsselskabet Boda A/S, som købte de 76.000 kvadratmeter jord mellem Stakkesvang, Tårupvej og Østergade, som i årevis har ligget ubebygget hen. Jorden købte man af Fredericia Kommune, som kort forinden havde opkøbt grunden for at få sat gang i byggeri.

- Arbejdet er indtil videre gået som forventet. Vi har ikke mødt nogle overraskelser, og vi forventer, at vi kan have de første rækkehuse indflytningsklar til oktober, siger Mark Lisberg, direktør for AMBO Ejendomsservice A/S i Odense, som skal administrere de nye lejemål.

Selskabet opfører i første omgang 31 rækkehuse i første etape og har seriøse overvejelser om allerede til foråret at sætte gang i næste etape på 28.

- Vi fornemmer en fin interesse, så det er i bund og grund gået som forventet, siger Mark Lisberg.

Annonce

Fynske ejere

Boda Ejendomme A/S har hovedsæde i Odense. Selskabet har de fleste lejemål på Fyn i henholdsvis Odense, Faaborg, Svendborg og Rudkøbing.

Men også lejemål i Trekantområdet og i København.

Selskabet er privatejet virksomhed med kontor i Odense.

Siden 2005 har selskabet beskæftiget sig med udlejning af både private lejemål og erhvervslejemål.

Ifølge selskabets hjemmeside med en ambition om at fremstå som seriøse boligudlejere med et højt serviceniveau.

Boda Ejendomsselskab A/S kom i regnskabsåret 2016/17 ud med et resultat før skat på knap 11 mio. kroner. Selskabets omsætning er ikke oplyst.

Alle lejemål har interesse

Rækkehusene bliver i varierende størrelse fra 85 kvadratmeter til 110, og der er interesse for alle størrelser. Hvert rækkehus får egen garage og et lille stykke have.

- Vi er ved at have materialet klar for lejemålene, og når det er på plads, så forventer vi, at der bliver endnu mere interesse, siger Mark Lisberg.

Det er entreprenørfirmaet Egil Rasmussen fra Fredericia, som er totalentreprenør på byggeriet, og forventningen er, at de første kan rykke ind 1. oktober.

Byrådet solgte før sommerferien sidste år den store grund til ejendomsselskabet, og det glædede borgmester Jacob Bjerregaard, at det fynske selskab kunne se potentialet i Taulov.

Klar til september

Den store grund er opdelt i tre delområder, og ejendomsselskabet har købt de to, der er udlagt til tæt-lav bebyggelse, mens Fredericia Kommune ønsker at udstykke resten til 34 parcelhusgrunde.

Fredericia Kommune er i fuld gang med byggemodningen af de nye parcelhusgrunde. Den forventes afsluttet til september. De 34 parcelhusgrunde bliver i størrelsen fra 810 kvadratmeter og op til 1226 kvadratmeter.

- Vi kender endnu ikke til priserne for grundene, men forventer, at de bliver udbudt til salg til slut august/start september. Grundene bliver udbudt til salg via Fredericia Kommunes hjemmeside, oplyser Lene Dalgaard fra afdeling Strategisk Udvikling i Fredericia Kommune.

Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Minut for minut: Suveræne FC Fredericia knuser Nykøbing FC i overlegen sejr 

Annonce