Annonce
Fredericia

Nyt koncept: Ti naturoplevelser du skal nå, inden du fylder ti år

Også ved vandkanten er der spiselige planter. Her smager Bjarne Christensen på Vandmynte, der snart vil have bredt sig og indtaget søbredder mange steder. Foto: Peter Friis Autzen
Med støtte fra Friluftsrådet kan fredericianske familier nu gå på jagt efter naturoplevelser, stempler og til sidst en T-shirt. Det handler om at få naturen ind under huden.
Annonce

Fredericia: Naturen bugner af liv, grønt, oplevelser og indtryk. Hvis ikke man tager oplevelsen til sig, snyder man sig selv for et eventyr. Og det er trist.

Det mener Natur & Ungdom, der sammen med Fredericia Kommune og med støtte fra Friluftsrådet nu lancerer Friluftspasset.

Passet er et lille, grønt hæfte med tegninger, billeder og korte vejledninger til naturoplevelser, der hverken er komplicerede, besværlige eller farlige.

Overskriften i passet er "10 ting du skal prøve, inden du fylder 10 år". For hver naturoplevelse kan man få et stempel fra Det Grønne Rum i Danmarksgade, når det genåbner. Og når man har fået alle ti stempler, belønnes man med en særlig "Friluftspas"-T-shirt.

Det er rart at få naturen ind under huden.

Lasse Kondrup

Annonce

Børn og deres familie

- Målgruppen for Friluftspasset er børnene under ti år. Men de lokker jo deres forældre med ud i naturen. Så på den måde håber vi, at hele familien tager oplevelserne og naturen til sig, siger Lasse Jarl Kondrup, der er formand for Natur & Ungdom i Fredericia.

Sammen med de andre frivillige har han søgt midler fra Friluftsrådet, som har bevilget 50.000 kroner.

- Det er vildt flot. Pengene rækker til materialer og grej - og til at få fremstillet selve de grønne friluftspas, siger Lasse, der selv er noget af en naturhund.

- Hjemme hos os sætter vi stor pris på naturen. Naturen er jo en grundlæggende ting i livet, som måske bare ikke får helt opmærksomhed nok i en tid, hvor iPad'en og travlhed fylder meget. Vi håber, at projektet her får flere til at opleve og værdsætte naturen. I første omgang for menneskenes egen skyld - det er jo simpelthen en dejlig oplevelse. Men på længere sigt også for naturens skyld - for når man oplever og værdsætter naturen, bliver man også bedre til at passe på den, siger han.

De små, grønne Friluftspas kan hentes i Naturcentret ved Trelde Næs. Når Det Grønne Rum i Danmarksgade åbner, vil man også kunne hente det der. Hvis institutioner eller skoler ønsker at få leveret, kan de kontakte kommunen.

Annonce

Sæt tænderne i

Idéen om, at et fyldt stempelhæfte skal udløse en t-shirt, kommer fra Fredericia Kommune.

- Det skader ikke med en konkret belønning. For nogle børn er det motiverende, siger naturvejleder Bjarne Christensen.

Der er fremstilet et par hundrede t-shirts, og hele projektet skydes i gang lidt tidligere end ellers planlagt.

- Oprindeligt skulle det ske i forbindelse med Skovens Dag 3. maj. Men den er jo ramt af corona-krisen. Og nu, hvor naturen i den grad er i gang med at folde sig ud, skyder vi det i gang lidt tidligere, siger Bjarne og bukker sig ned for at gøre noget af det, Friluftspasset lægger op til.

Han plukker lidt grønne blade fra en plante, nulrer dem mellem fingrene og snuser til dem med et langt, dybt snus.

- Den dufter af lakrids. Det er Sødskærm, eller Spansk Kørvel, som den også hedder. Den kan man spise. Men man må endelig ikke forveksle den med visse andre skærmplanter. Nogle af dem er giftige, og de ligner hinanden, men kan skelnes på duften: Hvis den dufter af lakrids, kan den spises, siger han og smager på varen.

Når først man er i gang med at sætte tænderne i naturen, kan det være svært at stoppe igen.

- Her er Vandmynte, siger Bjarne og smager på de små blade fra vandkanten af en sø.

Også Stor Fladstjerne er lækker. Knopperne smager af ærter, og eftersom også selve blomsten kan spises, er den både lækker og flot i en salat.

Ti ting, du bare skal opleve, inden dy fylder ti

Friluftspasset lægger op til ti naturoplevelser, du ikke må snyde dig selv for. En såkaldt bucketlist. Det er:

  1. Sov i shelter
  2. Spot et marsvin i Lillebælt
  3. Fang en fisk i sø eller ved kyst
  4. Lær fem spiselige planter at kende
  5. Fang en krabbe i naturparken
  6. Besøg dyrehaven
  7. Lav mad over bål
  8. Stryg rejer på Trelde Næs
  9. Snit en snobrødspind og bag dit eget snobrød
  10. Besøg naturcentret i Trelde Næs
Naturvejleder Bjarne Christensen med det nye Friluftspas udenfor naturcentret ved Trelde Næs. Foto: Peter Friis Autzen
Lasse Kondrup indenfor i naturcentret, hvor de grønne pas ligger til gratis afhentning. I centret kan man også låne grej til flere naturoplevelser. Foto: Bjarne Christensen
Bjarne Christensen dufter til og smager på Sødskærm - eller Spansk Kørvel, som den også hedder. Foto: Peter Friis Autzen
Formand for byrådets Teknik- og miljøudvalg, Christian Bro (S) glæder sig over projektet, der byder på gode oplevelser i en tid, hvor mange måske har brug for at komme lidt ud. Og i naturen er der plads til mange - også med afstand. Arkivfoto: Klaus Madsen
Stor Fladstjerne smager af ærter og kan spises med blomst og det hele. ElboBladets udsendte synes, den ligner en anemone, men det er Bjarne Christensen ikke enig i. Anemonens blomst er større og med bredere kronblade. Foto: Peter Friis Autzen
Vandmynten har endnu ikke bredt sig, men det kommer i løbet af de kommende uger, forudser Bjarne Christensen. Foto: Peter Friis Autzen
Det grønne Friluftspas giver vejledning i en masse friluftspas. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Alarm 112

Tyve har kig på dyrt elværktøj

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia For abonnenter

Borgmester afviser beskyldninger: FHK har lige så gode vilkår som alle andre

Annonce