Annonce
Sport

Odense og Viborg fortsætter tæt parløb i toppen

Odense trak fra til sidst i onsdagens kamp mod Nykøbing F. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Odense fik til sidst hægtet Nykøbing F. af, mens Viborg ydmygede Skanderborg i Bambusa Kvindeligaen.

Odense Håndbold og Viborg HK fortsætter deres respektive sejrsstimer og parløb i toppen af Kvindernes Bambusaligaen.

Odense sejrede på hjemmebane med 33-30 over Nykøbing F. Håndboldklub, mens Viborg ligeledes i egen hal vandt med 41-19 over Skanderborg.

Dermed har begge klubber 32 point for 18 kampe øverst i tabellen.

Odense kom noget hårdere til sin sejr onsdag aften. Nykøbing viste for bare en uge siden, at holdet kan drille tophold med sejren over Team Esbjerg, og holdet udfordrede også Odense langt hen ad vejen.

Fynboerne havde knebne føringer igennem det meste af første halvleg, som sluttede 16-15.

I anden halvleg fulgte udeholdet godt med indtil 19-20, men så slog Odense hul med fire mål i træk. Derfra var der ikke spænding om udfaldet.

Den hollandske venstreback Lois Abbingh stod for ni Odense-mål, mens svenske Johanna Westberg fra samme position scorede ti gange for Nykøbing, der på sjettepladsen har 19 point.

Viborg var anderledes kæmpefavorit mod bundholdet Skanderborg, og kampen forløb som ventet.

Hjemmeholdet førte 20-12 ved pause, og i anden halvleg var det blot et spørgsmål om sejrens størrelse.

Den kom til at lyde på hele 22 overskydende mål. Landsholdsspiller Kristina Jørgensen bidrog med ni træffere.

Team Esbjerg har 30 point på tredjepladsen efter sejren på 31-20 over Horsens.

Herning-Ikast sejrede med 27-22 ude over agterlanternen, Vendsyssel, og har 25 point på fjerdepladsen.

Nummer fem, København Håndbold, skuffede på hjemmebane ved at tabe 22-27 til Silkeborg-Voel, som rykker op på syvendepladsen. De to hold har henholdsvis 22 og 18 point.

På hjemmebane spillede Randers 18-18 mod Aarhus United. De to hold ligger på hver sin side af stregen, der adskiller de otte hold, der går i medaljeslutspil, fra de seks nederste hold, der skal i nedrykningsspil.

Der er dog langt mellem klubberne. På ottendepladsen har Aarhus United 18 point, mens Randers har 13.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Nyt tilbud fra regionen: Nu kan sårbare ældre blive vaccineret i eget hjem

Fredericia

Forvaltning slår fast: Politikerne har sagt ja til ny daginstitution i Madsby - hvis det er muligt

Annonce