Annonce
Danmark

Ole bragede op i lastbil: - Jeg nåede kun at tænke 'fuck'

Så voldsomt så det ud, da Ole Meldgaard var kørt op i en lastbil. Privatfoto
51-årige Ole Meldgaard slap med skrækken, da han i sidste uge var involveret i en voldsom trafikulykke på Sønderjyske Motorvej på grund af et øjebliks uopmærksomhed. Nu har han et vigtigt budskab til sine medmennesker: Kør bil, når du kører bil.

Rødekro: 51-årige Ole Meldgaard kan prise sig lykkelig for at være i live.

I sidste uge var han involveret i en alvorlig ulykke på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning mellem den nye Rødekro-afkørsel og afkørslen ved Aabenraa N.

- Jeg var på vej fra mit arbejde i Kolding hjem til Rødekro, da jeg ramte en lastbil bagfra med cirka 120 kilometer i timen. Jeg tror, den var standset på grund af begyndende kødannelse. Af en eller anden åndssvag årsag sad jeg og kiggede ud på de biler, der kørte fra ved den nye afkørsel. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det gjorde jeg altså, fortæller Ole Meldgaard.

Derfor nåede han ikke at bremse, før det var for sent.

- Jeg nåede kun at tænke "fuck" og instinktivt rive rattet til venstre. I samme sekund ramte jeg lastbilen, og jeg blev kastet skråt tilbage og ind i autoværnet, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Uheldet gav store forsinkelser på strækningen, og Ole Meldgaard undskyldte efterfølgende på Facebook for de gener, det havde medført for hans medtrafikanter. Privatfoto

Ikke forvoldt skade på andre

Bilen blev totalskadet, men han slap med det, han kalder en rimelig mørbanket krop og en mindre hjernerystelse.

- Og til mit allerstørste held var der ikke andre i nærheden. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke forvoldt skade på andre mennesker, siger han.

Han har efterfølgende delt oplevelsen på Facebook med en række billeder af den ødelagte bil, så folk kan se, hvor galt det kan gå.

- Jeg vil gerne have folk til at tænke over, at de altså skal køre bil, når de kører bil. Få øjeblikke kan gøre hele forskellen, og jeg føler virkelig, jeg er heldig, at jeg er her i dag, siger Ole Meldgaard.

På Facebook mistænker flere ham for at have brugt mobiltelefon under kørslen. Men det afviser han.

- Det havde jeg ellers ikke været bleg for at indrømme, men jeg sad og kiggede ud ad sideruden på den der afkørsel, lige som man nogle gange kommer til at kigge på andre ting, der fanger opmærksomheden. Jeg ved godt, det var dumt, siger Ole Meldgaard.

Han er efterfølgende blevet oplyst om, at han formentlig kan se frem til en bøde for uagtsom kørsel.

- Men den betaler jeg hellere end gerne. Det er billigt sluppet, og jeg er så taknemmelig for, at der ikke kom andre til skade, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Fredericia

Ved du noget?: Uønsket vaskebjørn kørt ned ved afkørsel 59

Annonce