Annonce
Debat

Oliesheikerne startede den grønne omstilling

En af hovedpersonerne i den første oliekrise i 1973, sheik Yamani fra Saudi-Arabien, var meget præcis, da han så tilbage på 1970’ernes energikriser 30 år senere: ”Stenalderen sluttede ikke på grund af mangel på sten, og oliealderen vil slutte, længe før verden løber tør for olie”.

Netop.

Oliealderen ender på grund af klimabelastningen. Men dengang anede Yamani næppe, at han og de olieproducerende lande, OPEC, var med til at hjælpe afslutningen på vej. De højere og svingende oliepriser satte energi på den politiske dagsorden og gjorde regulering til et vigtigt redskab i styringen af energiforbruget. Frem til 1973 medvirkede fraværet af en energipolitik til Danmarks voldsomme afhængighed af olie.

Som svar på krisen blev energiforsyningen gjort flerstrenget – blandt andet med introduktionen af naturgas. Den logiske handling var imidlertid fyldt med dilemmaer, for kul kom til at fylde langt mere i energiforsyningen. Og da energiforsyningen i 1980’erne blev konfronteret med miljø- og klimakrav, hang 1970’er-strategien ikke sammen. Den bidrog tværtimod til, at Danmark var et af de lande i verden, der producerede og brugte mest CO2 pr. indbygger. Hvad værre var: Skiftet fra olie til kul gjorde det vanskeligt at nedbringe CO2-udslippet. Men en international proces og FN’s og EU’s klimaindsats åbnede for en ny omstilling. Danmark fulgte trop og kunne bygge på en lang tradition for vindmøller, der fik plads i energiplanlægningen.

Den grønne omstilling handler også om ambitiøse politiske målsætninger. Om private virksomheder, der har overhalet den politiske indsats. Om byer og kommuner, der fastholder lokale perspektivers betydning for omstillingen – og omvendt. Og om almindelige mennesker, hvis hverdag er fyldt med energi, og som derfor hyppigt står over for valg.

Hidtil har omstillingen i Danmark fokuseret på grøn teknologi i almindelighed og vindmøller i særdeleshed. Begge dele er uomgængelige, hvis energien skal blive fornybar og samfundet bæredygtigt. Men i og med at fokus ligger på teknologien, vil jeg mene, at omstillingen kun lige er begyndt. For energiforbrugets historie viser, at grøn teknologi alene ikke kan klare paragrafferne. Men der er grund til optimisme, selv om der er langt til det bæredygtige samfund.

Historien om energiforbrugets udvikling er lærerig. Først da gassen var blevet et selvfølgeligt element i et betydeligt antal danskeres hverdag, var den fossile livsstil trængt ind i samfundets porer. Og først da elektriciteten sendte gassen på retur i 1960’erne, og elektricitet signalerede det moderne liv og fremtiden, var samfundet bundet op på den fossile kultur.

Historien gentager sig ikke, og den udvikler sig ikke efter en bestemt skematik. Den fossile livsstil eller oliealderen, som sheik Yamani kaldte det, repræsenterede et stort fremskridt for det enkelte menneske. Den fossile tankegang tøjlede energien med etableringen af infrastrukturer med netværk, der ikke alene bandt energiproduktionen og -forbruget tæt sammen, men også flyttede energien ud af hverdagen og gjorde den usynlig. Infrastrukturerne med el- og varmeværker som netværkets knudepunkter flyttede energien ud af synsfeltet. Sliddet med at holde varmen og få energi til madlavningen blev fjernet. For de fleste, ikke for alle, da energi ikke ophæver sociale forskelle. Bagsiden har været, at energiproduktionen og -forbruget belastede klimaet, skabte dilemmaer og blev en trussel mod sig selv.

De sidste par år er den grønne omstilling begyndt at konfrontere hverdagen med spørgsmål om valg og fravalg. De politiske rammer og de teknologiske fornyelser er fortsat uomgængelige. Men omstillingen er kommet tættere på dagligdagen. ”Danskernes bekymring for klimaforandringerne vokser”, hedder det hyppigt i avisernes overskrifter. Interessen for elbiler, cykler, vegetarmad, genbrugstøj og affaldssortering tager til – fordi bekymringen for klodens fremtid vokser.

Når det gælder grøn omstilling, er der forskel mellem ord og handling. Dilemmaerne og paradokserne er blevet tydeligere. Det er fedt at cykle, men elcyklen er hurtigere. Det er klogt at droppe flyrejser, men det er den hurtigste form for transport – og hvordan skulle man ellers komme væk fra det omskiftelige danske vejr? Og vil vi opgive Netflix og HBO, der udleder lige så mange drivhusgasser som luftfarten? Det er svært, fordi hverdagen er en sammensat størrelse. Og arbejde, børn, fritid, mad, sport og kultur skal helst hænge sammen.

Energi handler om øget velvære, men er også flettet sammen med bekymringer for priser og påvirkning af klimaet. Historisk omsættes mere velstand til højere komfort. Det betyder, at sociale forskelle er en ramme for brugen af energi i dagligdagen. Jo mere velstående, des større energiforbrug. Men omvendt viser energihistorien, at nyskabelserne først er luksus for siden at blive hvermandseje. Sådan gik det fx med gaslampen, centralvarmen, køkkenet og vaskemaskinen. Og vellønnede og uddannede har desuden lettest adgang til den nyeste teknologi og dermed til den nyeste grønne teknologi.

Der er andre skillelinjer end sociale forhold, køn, alder og kulturel arv. Fælles er, at når energiforbruget i hverdagen ændrer sig, handler det om det gode liv og det personlige velvære. Ny teknologi i form af elektriske apparater giver den usynlige energi en materialitet og et nærvær, der spiller sammen med køn, sociale forhold, kulturel arv, uddannelse, bolig, arbejde og interesser. Det er med andre ord menneskets samspil eller samliv med sted og energiens materialitet, der ændrer sig over tid. Hverdagen er blevet mere bekvem, renere og fleksibel, og den er konstant blevet moderniseret. Brug af energi er en frigørelse fra nogle af naturens begrænsninger på menneskelivet, f.eks. kulde og mørke. Klimadiskussionen handler derimod om, at mennesket skal begrænse sig, og om, hvordan det kan ske, uden at komforten forringes. Eller om det kan ske.

100 danmarkshistorier

Juli måneds bog i serien '100 danmarkshistorier' fra Aarhus Universitetsforlag er ”Oliekrisen” af Mogens Rüdiger. Historieprojektet er baseret på 100 bøger a 100 sider, skrevet af 100 historikere.

Som abonnent på en af Jysk Fynske Mediers aviser kan man tegne billigt abonnement her: https://jfm.bestilavis.dk/100/

Annonce
Mogens Rüdiger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lærer: 20’erne skal være det årti, hvor vi skaber fælles løsninger for folkeskolen

Læserbrev: Vi er gået ind i nyt årti. Jeg håber, dette årti kan være forandringernes årti for de offentligt ansatte, ikke mindst for lærerne. Der er brug for en "ny start". En start, hvor vi gør op med de stramme målstyringer og viser de professionelle lærere tillid i stedet. Det sidste årti var desværre præget af, at den offentlig sektor for alvor kom i new public managements jerngreb og ikke mindst symboliseret ved lærerlockouten i 2013, hvor Bjarne Corydon sammen med Moderniseringsstyrelsen maltrakterede lærernes arbejdsvilkår. Her blev begreberne manifesteret, at "tillid er godt, men kontrol er bedre". Der skulle effektiviseres, og arbejdet skulle centraliseres, og med ét trylleslag var lærernes indflydelse på en aftale om arbejdets tilrettelæggelse væk. Det har betydet, at der nu undervises med et større undervisningstimetal og med meget mindre tid til forberedelse. Og en del af forberedelsestiden går med møder, herunder lærermøder, forældremøder m.v. Det har været med til at presse den konkrete forberedelsestid både individuelt og i teams. Den manglende forberedelsestid og mængden af arbejdsopgaver har medført et dilemma som lærer, hvorvidt man skal vælge at være dårligt forberedt eller arbejde mere end den tid, der er til rådighed. Det er et dilemma, som jeg selv står i til hverdag sammen med mine kolleger. Der er ikke tid nok til kerneopgaven, fordi de nuværende rammer for hverdagen ikke er tilstrækkelige. I de sidste 10 år er der på skoleområdet blevet sparet 18 pct. på lærerstillingerne, mens elevtallet kun er faldet med 10 pct. Derudover har man forhøjet elevernes undervisningstimetal med 29 pct. qua folkeskolereformen. Det har haft en mærkbar konsekvens, nemlig at lærernes undervisningstimetal er steget mærkbart, netop fordi det er lærernes arbejdsvilkår, der skulle finansiere reformen. De næste overenskomstforhandlinger for lærerne, som finder sted i 2021, bliver skelsættende for folkeskolen. Der er behov for bedre sammenhæng mellem tid til forberedelse, teamsamarbejde og opgaver. Vi skal vende den negative udvikling i folkeskolen, hvor det bliver bedre at rekruttere uddannede lærere til ledige stillinger, og hvor der skabes arbejdsmiljø, der ikke medfører stress og udbrændthed hos personalet. Det nye årti bliver utrolig vigtigt for kampen om en mere retfærdig arbejdstidsaftale, og for at arbejdsvilkårene i almindelighed bliver mere fair - ikke blot for lærernes skyld, men også for de næste generationer af børn. De har krav på voksne, der er velforberedte og har overskud til kerneopgaven. 20’erne skal være det årti, hvor vi skaber fælles løsninger for folkeskolen, og hvor vi styrker det professionelle råderum - til gavn for børn, forældre, lærere og ledelse. Lad 20'erne være forandringernes årti.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];