Fredericia: Et historisk online-byrådsmøde – og en historisk stor udvidelse af anlægsprojektet.
Det var på programmet mandag eftermiddag, hvor borgmester Jacob Bjerregaard (S) var eneste byrådsmedlem i salen, mens de øvrige deltog elektronisk i det Youtube-transmitterede møde.
- Om det bliver det sidste byrådsmøde online, ved jeg ikke. Jeg kan afsløre, at jeg ser frem til at se byrådskollegerne herinde igen. Jeg vil ikke sige, det er ensomt, men lidt alene er man herinde. Jeg glæder mig også til, at borgerne får mulighed til at komme ind og følge med igen, sagde borgmester Jacob Bjerregaard ved slutningen af mødet.
Lån over 25 år
Byrådet udnyttede muligheden, der er kommet under coronakrisen, hvor anlægsloftet er suspenderet i 2020 efter aftale med Kommunernes Landsforening og regeringen.
Derfor sagde byrådet ja til at låne 165 millioner kroner til at fremrykke anlægsinvesteringer, som ellers var planlagt til de kommende år. Lånet er til en lav rente og kan betales tilbage over de kommende 25 år.
500 arbejdsløse siden marts
Med beslutningen er byrådet med til at holde gang i beskæftigelsen under coronakrisen, hvor mange allerede har mistet jobbet.
- Allerede siden begyndelsen af marts er små 500 fredericianere blevet ledige. Vi ved, at det tal kan stige i de kommende måneder. Derfor er det afgørende, at vi i byrådet kan skabe nogle arbejdspladser de kommende måneder. Det kommer også kommunens økonomi til gode, da vi kan få nogle af de folk, der ellers ender i ledighedskøen, tilbage på arbejdsmarkedet, sagde borgmester Jacob Bjerregaard.
De seneste år har der i forbindelse med budgetlægningen været mange ønsker fra partierne, som er bremset af anlægsrammen. Nu er muligheden der - i hvert fald for projekter, som kan afsluttes inden 1. januar 2021.
Chance for mindre håndværkere
Der var bred opbakning til initiativet, som også var på dagsordenen fredag i økonomiudvalget. Viceborgmester Susanne Eilersen (DF):
- Vi er glade for, at det er mindre projekter, vi sætter i gang. Det giver mulighed for, at nogle af de små håndværksmestre lokalt kan byde ind, så det ikke er de store anlægsprojekter, som skal ud i større udbud og kræver de rigtigt store entreprenører. I DF har vi fokus på at få renoveret skoler, legepladser, daginstitutioner, og kigge på at gøre vores plejehjem mere hjemlige, sagde DF'eren, som også ønskede fokus på offentlige toiletter og infrastrukturen i DanmarkC.
Venstre: Hold øje med økonomien
Fuld opbakning var der også fra Venstre, hvor Christian Jørgensen nævnte den historisk store udvidelse af anlægsrammen på 165 millioner kroner.
- I Venstre har vi haft særlig fokus på infrastruktur generelt, herunder også byggemodning med bosætning for øje. Og mulighed for projekter i foreningslivet, de selvejende haller, landsbyerne og skoleområdet, sagde han.
Selvom mulighederne sker på en dyster corona-baggrund glædede han sig over muligheden for at skabe arbejdspladser. Men han havde også fokus på økonomien. Venstre har bedt om en ekstra rapportering om rentebinding og afviklingsprofil på hele kommunens gæld, når Fredericia Kommune er klar til at optage ny gæld på 165 millioner kroner.
"Vi skal undgå overophedning"
Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten glædede sig udsigten til at realisere mange projekter, som partiet tidligere har foreslået.
- Jeg ser frem til at arbejde nærmere med de investeringer i de udvalg, jeg sidder i, sagde hun.
Løsgænger Karsten Byrgesen støttede beslutningen - men spurgte ind til behovet i byggebranchen.
- Når vi pludselig lukker 165 millioner kroner ud i systemet, er det så noget, der er efterspurgt af de lokale håndværkere? Og kan det løftes? Jeg kunne have en bekymring for, at det primært betyder noget for de store, og i mindre grad vil tilsmile de små. Så lad os lave entrepriserne, så de små kan være med, sagde politikeren, der også var bekymret for, om der kan skaffes arbejdskraft, hvis alle kommuner på én gang sætter byggeprojekter i gang.
- Vi skal undgå en overophedning, sagde han.
Borgmester: Vigtigt at handle nu
Borgmester Jacob Bjerregaard understregede, at organisationen Dansk Byggeri blandt andet har efterspurgt offentlige investeringer.
- Det kan godt være, der lige nu ikke synes at være de store udfordringer i branchen. Men det kan hurtigt komme. Hvis den globale økonomi smelter sammen og derefter den danske, så kan det blive værre end finanskrisen. Derfor er det afgørende, at der bliver handlet nu og her. Sidder vi i efteråret og finder ud af, at et par af projekterne ikke er mulige, må vi tage en drøftelse i byrådet og lade være med at lave dem, sagde Jacob Bjerregaard.
Adgangen til lånet skal godkendes i Social- og Indenrigsministeriet, og økonomiudvalget behandler en implementeringsplan 20. april.