Annonce
Kultur

Online-koncerter spredte glæde i stuerne: Nu er flere på vej

Musikerparret Jesper Gade og Tina Rassing fra Asperup spillede i weekenden to koncerter gratis på Facebook. Her kunne seerne/lytterne ønske sange. Privatfoto.
Flere lokale musikere kaldte i løbet af weekenden de hjemmebundne danskere til fællessang og dans i stuerne. Og det er gået over forventning, lyder det.

Nordvestfyn: Når barer og spillesteder er lukket, og en lørdagskomsammen med vennerne stritter imod myndighedernes anbefalinger, kan en online-koncert vise sig som en værdig afløser.

Det synes at være konklusionen oven på en weekend, hvor både musikerparret Tina Rassing og Jesper Gade fra Asperup og Middelfart-gruppen Kinship har spillet koncerter live på Facebook.

Tina Rassing og Jesper Gade var på både fredag og lørdag, og tilslutningen var stor.

- Det blev taget helt vildt godt imod. Det var virkelig sjovt. Der var selvfølgelig lidt tekniske udfordringer, for vi er kun Jesper og jeg, men det bar folk over med, siger en glad Tina Rassing mandag morgen.

Annonce

Dans i stuerne

Koncerten blev livestreamet (sendt direkte på video, red.) på Facebook-gruppen "Pop i Pavilionen", som de har oprettet til formålet. Gruppen har på nuværende tidspunkt over 1.000 medlemmer. Til fredagskoncerten, som var den mest sete, blafrede seertallet ifølge Tina Rassing mellem 235 og 280 samtidige seere, når der var flest, der så med. Og de hyggede sig og skabte en god stemning i kommentarsporet, fortæller hun.

- Det kunne både trække voksne, unge og børn. Nogle har uploadet videoer, hvor de har danset rundt i huset, og hvor de har skålet med os, siger hun og fortæller, at hun og Jesper Gade er overvældede over tilslutningen til konceptet, som de havde regnet med blot ville kunne samle 20-30 lokale venner fra nærområdet.

- Men så stak det helt af på den gode måde. Så det er gået langt over vores forventning, siger Tina Rassing.

Bifald med emojis

Også Simon Madsen, der er den ene halvdel af duoen Kinship, som lørdag aften gav Facebook-koncert i samarbejde med Ungdomshuset Walker, oplevede god respons på den virtuelle optræden.

Hverken han eller duoens andet medlem Monika Miftaraj vidste, hvad de skulle forvente, men de kan nu konstatere, at interessen var der.

- Det viste sig, at der var næsten 100 personer inde på et tidspunkt. Mange sad ved aftenbordet og så med og hyggede sig. Fok var rigtig glade. De syntes, det var hyggeligt, og det gjorde vi også, siger Simon Madsen.

Kinship er vant til at spille foran et publikum, hvor de kan mærke reaktionerne med det samme gennem klap og ansigtsudtryk. Til Facebook-koncerten kom publikums reaktioner gennem klappe-emojis og kommentarer. På den måde var det i starten en anderledes oplevelse end at stå på en scene, fortæller Simon Madsen.

- Det var meget mærkeligt, men det blev meget naturligt, når man glemte, det var en skærm, man spillede for, siger han.

Flere online-koncerter på vej

Kinship er åbne for at give flere virtuelle koncerter, mens folk holder sig hjemme i ly fra coronaen, men har endnu ikke lagt sig fast på noget.

Det har Tina Rassing og Jesper Gade til gengæld. Parret har allerede besluttet sig for at gentage succesen både fredag og lørdag i den kommende weekend. Dog i en lidt anden konstellation. Fredag spiller de sammen, mens lørdag bliver Jesper Gade solo. Tina Rassing har derudover planlagt en lidt mere afdæmpet koncert onsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce