Annonce
Fredericia

Onsdagsord: Den dag jeg opdagede Fredericia

Trods mange år i Fredericia havde denne uges klummeskribent ikke været på Østerstrand, før han og familien besluttede sig for en søndagstur rundt langs volden. Arkivfoto: Mette Mørk
11 år skulle jeg nå at bo i Fredericia, før jeg for første tog en vidunderlig rundtur på voldanlægget med min kæreste og søn. Hvad, jeg ikke vidste på det tidspunkt, var, at jeg snart ville blive bedt om at dokumentere turen.

Det var vel kun gået tre ugers tid efter vores skønne søndag rundt på volden, da jeg for første gang mødte min onsdagsordskolleger. I løbet af mødet om vores fremtidige klummer kommer så forslaget om, at vi alle går den samme tur rundt i byen og på volden og skriver om vores oplevelse.

Jeg har lige gået den, udbrød jeg begejstret!

Hånden på hjertet, jeg gik ikke præcis den tur, vi aftalte på mødet, jeg tog den i modsat retning, og så var jeg og familien på cykel, og man må faktisk ikke cykle på voldanlægget. Men vi trak…det meste af tiden.

Men det var en eftermiddag, der tog så overraskende en skøn drejning, at det ville være synd ikke at beskrive den.

Vi havde nemlig ferie og skulle på camping, men vejrudsigten over Svinkløv var så mørk og våd, at vi tog endnu en dag hjemme. Så vi gik og småskændtes alle sammen. Humøret var ikke i top, fordi vi jo var indstillede på at skulle afsted på ferie.

Den kreative chef for de gode familieudflugter, min gave af en kæreste, foreslår så pludseligt, at vi pakker en hurtig madkurv og cykler afsted mod volden. Vejret var lunt, og solen havde for det meste overtaget på skyerne.

Efter de obligatoriske meningsudvekslinger med vores niårige søn om idéens kvalitet, trillede vi ind i Kanalbyen. En bydel, der stadig giver mig en ambivalent følelse:

For knap 10 år siden gik bølgerne højt om bydelen. Det var som bekendt ikke alle, der var begejstrede for, at der skulle bygges en ny bydel så tæt på Shell Havneterminal.

Jeg dækkede i perioder sagen intenst. Både som redaktør, studievært og reporter. Det toppede med et minidokumentarisk indslag, om hvad det egentlig betød, at der var en sikkerhedszone på 525 meter rundt om havneterminalen.

Jeg er ikke og har aldrig været i tvivl om, hvad denne nye bydel betyder byen. Men det var en underlig periode, fordi jeg blot passede mit arbejde, men boede i en by, hvor mange ikke brød sig om kritik af den kommende bydel.

Annonce

Første gang på Østerstrand:

Vi triller ind på området ved Kastellet, og tankerne kommer heldigvis ind på noget andet. Jeg har aldrig opholdt mig her på bagsiden og Shell-terminalen, går det op for mig, mens jeg nyder udsigten til nordsiden af Strib.

Vi triller ned på Østerstrand, stiller cyklerne, og det går op for mig, at jeg faktisk aldrig har været på selve stranden. Vi bor selv ved Sanddal strand, så det har aldrig ligget lige for.

Kun min søn har badetøj med. Jeg har fået skabt en vandhund og måske snart vinterbader ud af ham. De 11 grader, der står på tavlen, afholder ham ikke fra at kaste sig ud i det blikstille vand.

Vi går over til omklædningsrummene, og da jeg træder ind og ser de nye og lækre faciliteter, når jeg at tænke, at det her da vel ikke kan være til fri afbenyttelse? Nåh, min søn får sig et dejligt varmt bad.

Udenfor møder vi et tysk par, der kikker på et stort billede af cirkelbroen, men udtrykker, at den da ikke er her? Jeg går hen og forklarer på mit rustne tysk, at den er her skam, og peger ud, bare ikke længere i cirkelform…

Vi triller rundt om Lundings Monument, endnu en førstegangsoplevelse, ned forbi ”Vagthuset ved Kongens Port” og op til Kongens Bastion. Her går det op for mig, at vi slet ikke må cykle på volden.

Vi trækker, men ikke så langt, for da min søn får øje på de grønne stiger, går der ikke mange sekunder, inden vi kravler rundt i dem. Endnu en første gang.

Drengen er kommet op i mig nu, og jeg kravler så høj op i træ, at hønemor genner mig ned, inden junior bliver alt for inspireret af højderne.

Da vi fortsætter hen mod det hvide vandtårn, tager jeg den inderste, snoede sti på voldanlægget og kan kikke ned til vanddelen. Her er der som bekendt også en sti, men først nu går det op for mig, hvor mange stier og kombinationsmuligheder der dermed er for en gåtur på Volden.

Manden på bænken

Vi går over Danmarks Port og ikke ned til Den tapre Landsoldat, hvor den aftalte tur egentlig skulle slutte. Vi møder en moden herre, der sidder på en bænk over for den jødiske kirkegård, og vi falder i snak om, hvad den jødiske historie og Fredericia nu egentlig er.

Vi står og sludrer i længere tid, og da jeg i morges pludselig spurgte min søn, hvad han bedst kunne huske fra den søndag på Volden, var hans svar ”manden på bænken”.

Mødet med et fremmed menneske havde altså gjort større indtryk end træklatring, en kold dukkert og en lang cykeltur.

- Han var sød, lyder det fra min søn og fortsatte på sin 9-årige fordomsfrihed:

- Jeg vidste faktisk ikke, der fandtes jødiske gravpladser. Jeg troede bare, de var begravede med kristne og muslimer.

Kort tid efter sætter jeg ham af ved skolen. Vi kysser og siger farvel. Om få sekunder tænker han ikke mere over vores søndag på Volden. Eller også gør han?

Fæstningsdreng kan han jo ikke kalde sig, da han ikke er født inden for voldene. Men det er der vel omvendt ikke nogen, der bliver længere?

Men fredericianer, dét er han, uagtet hans fars italiensk/nordjysk oprindelse. Jeg håber, at han lærte mere om sin by denne søndag. Jeg glemmer i hvert fald aldrig den dag, jeg opdagede Fredericia.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce