Annonce
Fredericia

Onsdagsord: Historie eller nutid - hvad fylder mest på en tur rundt i Fredericia?

På gåben eller cykel? En gåtur gennem Fredericia bringer nutid og fortid sammen. Foto: Christoffer Riis Svendsen

Så blev det min tur til at gå den tur, som vi havde aftalt i klummeholdet. Og det holder jeg mig til, selv om der faktisk var lidt presserende lyst til at skive om Fredericia Kommunes budgetforslag og mulighedskatalog.

Den tur, vi havde aftalt, har jeg været igennem så mange gange, at jeg sagtens kunne beskrive den uden at tage turen. Men jeg tænkte nu alligevel, at det ville være på sin plads at tage turen i lørdags og måske få nye oplevelser med på vejen. Vejret var jo helt fantastisk, og jeg havde for en sjælden gangs skyld en fri lørdag.

Da jeg fortalte min hustru, Mette, at jeg ville af sted, sagde hun straks, at hun gerne ville med. Jeg måtte fortælle hende, at jeg havde tænkt mig at snyde lidt og tage cyklen, og det var hun selvfølgelig helt frisk på.

Annonce

Man kunne snitte små både af drivtømmer under olierørene for enden af Vesthavnen og søsætte dem. Man kunne hoppe og springe i de store flis-bunker, og man kunne cykle op på Søbjerget og kigge ud på sit ”Kongerige”, inden man gik ind til Skibsprovianten og fik en Pernille chokolade.

At cykle er min yndlingsmåde at opleve på og en god måde at transportere sig på. Især når man som jeg har stærk slidgigt i knæene, er det langt mere behageligt at cykle. At gå den tur vil betyde ondt i knæene resten af dagen.

Vi startede faktisk ud med at tage op på Danmarks Bastion og mindesmærket, der er rejst for Fredericias heltemodige forsvar i 1849. Mette bemærkede, at rækken med bænke var reduceret til en enkelt. Men den bænk, der har været en af mine favoritter, stod der stadig. Omend i elendig forfatning.

Og den ellers fantastiske udsigt, der var fra denne bænk engang, var væk. Forsvundet ind i et tæt bælte af træer og buske. Så pyt med, at bænken ser elendig ud, der er jo alligevel ingen grund til at sidde der.

Vi rullede lidt videre på volden over Østerstrand, kiggede på de aktive nede på ”dansegulvet” og smilte lidt for mig selv over den ”Runde Bro”, kiggede på de mange gamle høfter, som nu næsten ikke går ud i vandet længere.

Vi satte os ned og holdt i hånd på vores yndlingsbænk på pynten ved siden af Dameroklubben. Det er sikkert også mange andres yndlingsbænk, og det er helt OK for os. Faktisk er noget at det fede ved at cykle, at man meget nemt lige kan stige af cyklen, sætte sig ned og nyde – udsigten, vandets klukken, nærvær og samvær.

Denne rute går vore klummeskribenter i øjeblikket og fortæller herefter om deres forskellige oplevelser og i agttagelser. Illustration: Google Maps

Turen gik videre på stien uden om Kastellet mod Shell. Kastellet var samlingssted i et par årtier fra de sene 60’ere og frem for unge mennesker på cykler og knallerter. Her i ’Gryden’ var faktisk datidens svar på et MTB-spor og teknikbane.

Her cyklede man runder og gav den max gas ned i det oplagte sving, forsøgte at holde fart på op igen og ud over ’Store Djævleren’. Med sug i maven ned og op på den anden side hvor man prøvede at flyve så højt og langt som muligt. Så vendte man rundt og kørte ’Lille Djævleren’ retur og ind i ’Gryden’ igen. Jeg, og helt sikkert også en masse andre børn og unge, elskede at cykle der.

Og når en gang imellem de store drenge kom på deres seje Puch Flagskib eller Kreidlere for at vise, hvad de kunne, stod man bare på toppen og kiggede på med æresfrygt.

Klummeskribent Christoffer Riis Svendsen. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Nå men vi cyklede om på Syrekajen – for det er altså dens rigtige navn – og kørte langs det ”smukke” gule hegn, der skal skille os ad. Hvor jeg da egentligt hader hegn… Der har været så meget hegn på den havn gennem tiderne, at det er helt trist.

Jeg er født og vokset på Gl. Havn. Jeg var fjerde generation i huset på Gothersgade 44. Mine oldeforældre og bedsteforældre var stenfiskere og tilflyttet fra Horsens, da der var meget arbejde her. Jyllands Jensen kender nogle af de ældre dem nok som. De var bl.a. med til at bygge førnævnte høfter, og der var masser af arbejde på havnen også som tungdykker mv.

Det meste af mit liv har jeg boet der på havnen. Ca. 35 år sammenlagt. Min mor arbejdede på Havnemøllen og min stedfar på Værftet. Mine bedsteforældre boede der forsat og samtidigt frem til deres død i 2003.

Jeg legede på havnen og kendte alle gode steder og gemmesteder fra Shell-terminalen og ud til Lystbådehavnen. Altså dengang hvor der ikke var hegn. Her kunne man cykle ind til fiskerihavnen og udenom Rahbek. Man kunne snitte små både af drivtømmer under olierørene for enden af Vesthavnen og søsætte dem. Man kunne hoppe og springe i de store flis-bunker, og man kunne cykle op på Søbjerget og kigge ud på sit ”Kongerige”, inden man gik ind til Skibsprovianten og fik en Pernille chokolade.

Mette og jeg boede der og fik begge vores børn på Gl. Havn – og så flyttede vi, inden de blev skolemodne. Min havn var væk. Minderne er der heldigvis stadig.

Turen går videre op gennem Gothersgade. Den har selvfølgelig også ændret sig. Her var masser af små butikker og handelsdrivende. Her var ’Bænken’ med dem, der godt kunne lide en øl eller flere, og som nogle gange gav en mønt til slik i kiosken. Denne lørdag var der ’Store Skralde dag’ på J.B. Nielsens Plads.

Gothersgade har været enrettet i både den ene og den anden retning. Nu delvis sivegade som ikke virker særligt godt. Ryesplads var godt besøgt – her var masser af folk i det gode vejr, som også kan lide en øl eller flere. Noget af det, jeg bliver glad for, er at se, hvordan ejendomsrenoveringerne får de gamle flotte facader frem igen. Ikke bare i Gothersgade men rundt i byen – tak til AP Møller Fonden for det løft!

På Rådhuspladsen var der foreningsdag. Sikkert til stor glæde for bedsteforældre og forældre som kunne komme og se børnene være aktive. Tror ikke der er ret mange andre end de nærmeste, som kommer sådan en dag. Men så har man da vist flaget, som man siger…

Vi trak selvfølgelig cyklerne op gennem gågaderne op mod Landsoldaten. Men så cyklede vi til gengæld på den inderste store sti/vej rundt på Volden. Som altid helt stille og roligt. Vi skal jo se, hvad der sker, smile og hilse pænt på folk – som i øvrigt altid smiler og hilser venligt tilbage.

Forbi Det Hvide Vandtårn hvor jeg har haft hundredvis af rappellearrangementer forbi pladsen, hvor Købestævnet lå, forbi Den Grønne Motionssti og ned ved Kongens Port igen.

Jeg har taget den tur eller lignende måske 1.000 gange gennem tiderne og langt langt de fleste på cykel. Denne lørdag var en særlig smuk af slagsen. Min kone var jo også med.

Og selv om denne klumme måske kom til at handle mere om fortid end nutid, så er det den historie, jeg har med mig, der får mig til at holde af Fredericia.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce