Annonce
Fredericia

Onsdagsord: Om 14 dages tid fylder Rose 15 år

- Greta Thunberg er et nutidigt eksempel på et meget ungt menneske, der, uanset hvad man mener om det, har noget på hjertet og formår at formidle det. Og måske endda formår at ændre verden? Sådan lyder det blandt andet i dagens klumme. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Rose er min datter, som indimellem har fyldt en del i mine klummer. Mest af alt fordi hun er sjov, smuk og dejlig, men også fordi hun har nogle kloge betragtninger, som minder mig om – næsten dagligt – at vi skal tage børnene alvorligt.

Vi skal lytte til dem, støtte dem og passe på dem. Og sørge for at de får de bedste forudsætninger for at leve et fantastisk liv.

En af de første ting, jeg lagde mærke til, da jeg blev mor, var, at man fik en helt vidunderlig gave med fødslen af sit barn; nemlig mulighed for at opleve alting for første gang – én gang til.

For første gang gennem barnets øjne og gennem den gennemsyrende kærlighed til det lille menneske, så man nærmest kan mærke alt det - barnet oplever – selv.

Rose er på mange (skræmmende) måder ikke noget barn mere, men ligeså vigtigt det er at lytte til vores børn – ligeså vigtige stemmer er vores unge mennesker.

Rose er på mange (skræmmende) måder ikke noget barn mere, men ligeså vigtigt det er at lytte til vores børn – ligeså vigtige stemmer er vores unge mennesker.

Jeg tror, at vi ofte har en tendens til ikke at tage deres holdninger helt så alvorligt som vi burde? Måske forventer vi for lidt af dem? Måske regner vi ikke med, at deres holdninger kan inspirere andre – eller ændre verden – idet mindste bare en lille smule?

Selvom der faktisk er en del gennem historien, der har imponeret i en ret ung alder. Greta Thunberg er et nutidigt eksempel på et meget ungt menneske, der, uanset hvad man mener om det, har noget på hjertet og formår at formidle det. Og måske endda formår at ændre verden?

Og jeg tror, at mange flere børn og unge rundt om i verden har en masse på hjertet. Dem skal vi lytte til.

For noget tid siden sad Rose og så fjernsyn. Det var dengang i de gode gamle dage – før hun blev 14 og forsvandt op på sit værelse – hvor hun stadig var at finde i stuen indimellem. Dengang hun stadig ville holde i hånd nede i gågaden, og dengang man måtte få lov til at følge hende i skole.

Rose så Gift ved første blik på tv’et. Hun spurgte ind til konceptet og fulgte fuldstændig tavs og opslugt med i udsendelsen. På et tidspunkt rejste hun sig og slukkede tv’et. Jeg spurgte, om programmet var færdigt, hvortil Rose svarede:

- Nej, men jeg gider ikke se det mere.

Jeg spurgte hvorfor – hun havde virket så opslugt. Svaret var typisk Rose:

- Jeg gider ikke at se på voksne, der ikke kan forstå, at man ikke kan opnå kærlighed med logik.

Herefter spankulerede hun ud af stuen.

Ligesom man med fødslen af sit barn bliver givet mulighed for at opleve alle ’første gange’ én gang til – så giver børn også kloge og indsigtsrige perspektiver på en indimellem fattig (medie)verden.

PS: Jeg elsker Gift ved første blik.

Louise Bjerre. Arkivfoto: Kim Rune
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce