Annonce
Udland

OPCW: Sarin og klor blev anvendt ved to angreb i Syrien

OPCW undersøger fortsat, om et angreb på byen Douma øst for Damaskus i april blev udført med kemiske våben, Her blev over 40 meldt dræbt.

Organisation peger ikke på skyldige bag angreb med kemiske våben, men baserer konklusion på vidner og prøver.

Organisationen til forbud mod kemiske våben (OPCW) oplyser, at der under to angreb i Syrien i marts 2017 blev brugt nervegassen sarin og klor.

Angrebene fandt sted i det centrale Syrien.

- Sarin blev højst sandsynligt brugt som et kemisk våben, lyder det fra OPCW's fact-finding-eksperter.

Den dødelige nervegas blev anvendt i Latamneh i provinsen Hama 24. marts sidste år.

Dagen efter blev der med meget stor sandsynlighed anvendt klor nær hospitalet i Latamneh, hedder det.

OPCW's team har ikke mandat til at udpege de skyldige bag kemiske angreb.

Organisationens eksperter siger, at de baserer deres konklusioner på udsagn fra to vidner og fra analyser af indsamlede prøver fra Latamneh.

Angrebet med sarin 24. marts skete to uger før angrebet på Khan Sheikhoun.

Hidtil har det været antaget, at angrebet på Khan Sheikhoun var første gang, at præsident Bashar al-Assads syriske regime brugte sarin siden et dødeligt angreb med nervegassen i august 2013 tæt ved Damaskus. Her døde flere hundrede mennesker.

Angrebet ved Khan Sheikhoun 4. april 2017 fik USA til at affyre 59 tomahawk-raketter mod en syrisk flybase, hvor det blev antaget, at det kemiske angreb udgik fra.

OPCW er fortsat i gang med at undersøge, om der blev brugt kemiske våben under et angreb mod byen Douma ved Damaskus 7. april i år.

Dengang oplyste lokale læger og redningsfolk, at over 40 mistede livet, da de blev angrebet med klorgasser og sarin.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

112

Cyklisternes kaffepenge blev stjålet

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce