x
Annonce
Fredericia

Opfordring fra biskopper: Landets kirkeklokker skal ringe på samme tid hver dag under corona-epidemien

Her midt i den svære corona-tid skal alle kirkeklokker ringe solen ned klokken 17. Arkivfoto: Jens Thaysen
Hver dag vil kirkeklokkerne lyde over hele landet klokken 17. Biskop opfordrer til bøn og eftertanke for de, der på den ene eller anden måde er ramt af coronaen.

DANMARK: Helt fra gammel tid har kirkeklokken lydt over sognene, og her midt i den svære corona-tid skal alle kirkeklokker ringe solen ned klokken 17.

Det fremgår af en opfordring, som landets biskopper netop har sendt til menighedsrådene. Hver eneste dag klokken 17 skal alle landets kirkeklokker lyde, så folk i fællesskab skal tænke på og bede for de syge og de, der passer de syge.

Flere præster har opfordret til, at kirken skal gøre brug af det, for fælles klokkeringning bliver brugt i udlandet i svære tider. Og lige nu kan folk ikke mødes til gudstjeneste om søndagen, hvilket blot gør behovet endnu større for at vise kirkens tilstedeværelse på andre måder.

- Det er så trist, at vi ikke kan mødes inde i kirkerne i denne tid. Derfor er det vigtigt at markere, at kirken stadig er her, og at man kan tænke på det budskab, den bygger på, siger Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift.

Kirkeklokken har altid haft en samlende funktion. Den har ringet til solopgang og solnedgang, kaldet folk til gudstjeneste, og når der har været krig, har den også kaldt. Både i sorg og glæde har den lydt, og netop det fællesskab er vigtigt lige nu, mener Elof Westergaard.

- Når man er bekymret for alle dem, man har kær, så er det godt at kunne løfte blikket i fællesskab, og der ligger også en bøn eller en tanke til de, der bliver ramt af sygdommen, lyder det fra biskoppen.

På samme måde er kirkeklokken også et holdepunkt, mens det hele er meget usikkert.

- Det fortæller os, at uanset hvad der raser, er der også noget, der står fast, forklarer Elof Westergaard.

National klokkeringning i Folkekirken bliver kun brugt meget sjældent. Ved både Kong Frederik og Dronning Ingrids død blev der kimet over hele landet, ligesom der blev kimet ved 50-året og 60-året for for befrielsen i 1945. Også ved reformationsjubilæet blev der opfordret til national klokkeringning.

Den fælles klokkeringning ophører, når den normale hverdag er tilbage i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Genbrugspladserne: Christian Bro, her er løsningen

Læserbrev: Med reference til artiklen: Konservative ønsker åbning af alle genbrugspladser - 'ren populisme', mener S Vi har med reference kunnet læse i Fredericia Dagblad, at formanden for Miljø- og Teknikudvalget, Christian Bro (S), er blevet forarget og mener, det er ren populisme og noget sludder, at De konservative i Fredericia anbefaler at åbne alle genbrugsstationerne i Fredericia ved hjælp at et online booking system. Jeg blev ærligt talt noget forundret over denne tilgang. Jeg mener, Christian Bros udtalelse er ren arrogance over for et åbent forslag, der vil gavne borgerne i Fredericia kommune og et forslag, der vil eliminere de trafikale problemer ved genbrugspladserne. Det er meget skuffende. Christian Bro mener, det vil pålægge kommunen en al for stor administrativ byrde, hvilket jeg 100% kan afvise. Så derfor har De Konservative i Fredericia taget sagen i egen hånd og undersøgt, hvem der kan udbyde et online booking system til Fredericia, hvad det vil koste og hvor hurtigt systemet kan implementeres. Vi har i dag været i telefonisk kontakt med Allan B. Johansen, vicedirektør, chef for genbrug og udvikling hos Affaldplus.dk. AffaldPlus driver i dag 20 genbrugspladser og 11 haveaffaldspladser fordelt på Sjælland. Lad mig uddybe nærmere. Systemet virker i bund og grund på samme måde, som når du booker et bord på en af byens restauranter. Du vælger en genbrugsplads og et ledigt tidspunkt for aflevering. Du angiver dit telefonnummer og din nummerplade. Herefter får du en elektronisk billet på SMS. Hvis du ikke kan bruge et online bookingsystem, kan du ringe til AffaldPlus og booke telefonisk, ligesom at booke bord telefonisk på en restaurant. Du møder herefter op med dit affald på det bookede tidspunkt og har 20 minutter til at aflevere det. Tidsintervallet kan frit defineres af kommunen. Fordelene ved et bookingsystem, fremfor intet system eller andre metoder, etc., er: 1. Ingen kilometerlange køer ved genbrugspladserne, som vi ser nu. 2. Der kan kun bookes det antal samtidige på genbrugspladserne, kommunen finder forsvarligt. (smitterisikoen minimeres) 3. Der er ingen CO2-udledning fra biler, der holder og venter i de lange køer og ingen farlige trafikale situationer 4. Borgeren er garanteret, at man kan komme til på det bookede tidspunkt uden at skulle holde i kø eller frygte, at der er for mange på genbrugspladsen samtidigt. Altså ingen unødvendig tidsspilde for borgerne Systemet kan implementeres på under fire timer, fra bestilling fra kommunen, til det fungerer for borgeren. Det koster ca. 15.000 kr. at implementere. Kommunen betaler 30 øre pr. elektronisk billet, der sendes pr. SMS til de borgere, der booker. AffaldPlus håndterer alle dem, der ikke kan håndtere onlinebookinger og ringer deres booking ind. Kommunen har derfor ingen administrative opgaver udover at kontrollere, at de, der kommer til genbrugspladserne, har booket. Det er ikke anderledes, end at der står en i dag og holder øje med, at der ikke lukkes for mange ind. Kommunen behøver ikke personale til at dirigere trafikken, da der ikke vil opstå køer. Systemet er blot et eksempel på et af de onlinebookingsystemer, der findes i dag, og et eksempel på et system, der bruges i andre kommuner, hvoraf nogle har brugt det i flere år med stor succes. Det er derfor mit håb, at Christian Bro vil sænke paraderne og kigge på forslaget. Det vil være til gavn for byens borgere og for begrænsningen af Covid19 og mindske de trafikale problemer. Christian Bro (S) er velkommen til at kontakte mig, hvis han har behov eller brug for hjælp.

Annonce