Annonce
Fredericia

Opsang til regeringen: Det haster med at afværge trængsel på Lillebælt

Hverdagstrafikken på den Ny Lillebæltsbro er øget knap 13 procent fra 2016 til 2019. Frem mod 2030 vil der opstå kritisk trængsel på broen, og det øger behovet for at undersøge mulighederne for en ny bro over Lillebælt, mener blandt andre de syv kommuner i Trekantområdet. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen.
På Fyn og i Jylland presser borgmestre på for at få sat gang i en undersøgelse af en ny bro over Lillebælt, for inden for 10 år vil trængslen på broen være kritisk. Men regeringen skal først have en klimahandlingsplan på plads, lyder det fra transportministeren.

Lillebælt: Samtidig med, at den Fynske Motorvej vest for Odense bliver udbygget til tre vognbaner i hver retning, bliver der stadig mindre plads til trafikanterne på den Ny Lillebæltsbro. I løbet af de næste 10 år vil trafikken på broen vokse til et niveau, hvor der vil være kritisk trængsel, forudser Vejdirektoratet.

De fynske kommuner og de jyske kommuner i Trekantområdet har håbet, at den infrastrukturplan, som regeringen har afsat 70 milliarder kroner til, kunne bringe en løsning. Men i denne uge gjorde regeringen det klart, at den vil have forhandlet en klimahandlingsplan på plads, før den går i gang med en plan for veje, broer og tog i Danmark.

Det har skuffet Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle og formand for kommunesamarbejdet Trekantområdet.

- Jeg synes, det er bekymrende, når jeg hører, at regeringen har holdt et koordinationsudvalgsmøde om de vigtigste prioriteter, som man skal i gang med inden for det kommende halve år, og jeg ikke kunne lytte mig til, at infrastruktur er nævnt som et højprioriteret område. Det bekymrer mig ganske meget.

- Tror du, Christiansborg ender med at være for sent ude i forhold til jeres ønsker?

- Det kan jeg svare meget klart ja til. For der er jo kø på vejene allerede nu. Og når jeg kender bare lidt til den tid, det tager, når man skal lave den slags forlig og investeringer, så er vi for sent ude, for vi holder allerede i kø i dag.

Annonce

FAKTA Hvad er trængsel?

”Begyndende trængsel” anvendes om en trafiksituation, hvor belastningsgraden i den 100. største time er mellem 70 og 80 procent. 70 procent belastningsgrad medfører reduceret manøvrefrihed mht. skift af kørespor og et begyndende fald i hastigheden.

”Stor trængsel” anvendes om en trafiksituation med en belastningsgrad i 100. største time mellem 80 og 95 procent. For trafikanterne betyder det reduktion af hastigheden på typisk 10 - 25 km/t for motorveje.

”Kritisk trængsel” anvendes om en trafiksituation med en belastningsgrad i 100. største time på 95 procent eller derover. For trafikanterne er hastigheden reduceret med 25 – 30 km/t for motorveje, samtidig med at der er høj risiko for, at trafikken pludseligt går i stå.

Ved beregninger af trængsel tager man udgangspunkt i den 100. største time målt inden for et år - dvs. der er 99 timer, hvor trafikmængden er målt højere. Men man ved erfaringsmæssigt, at den 100. største time dækker langt den overvejende del af den normale trafik, og ved at bruge den som udgangspunkt undgår man at overdimensionere vejene.

Kilde: Infrastrukturkommissionen og Vejdirektoratet

Et gratis alternativ

Efter støtten fra de fynske borgmestre til forslaget om en bro mellem Bogense og Juelsminde begyndte at smuldre i 2011, er tre projekter bragt i spil som mulige løsninger på den voksende trafik mellem øst- og vestdanmark.

En Kattegat-forbindelse og en bro mellem Fyn og Als har fået megen omtale, og i marts sidste år konkluderede Vejdirektoratet i en rapport om Als-Fyn-forbindelsen, at den ville reducere trafikken på den Ny Lillebæltsbro i 2030 med cirka 8200 køretøjer.

Alligevel vil trængslen på Lillebælt i årene efter åbningen af Als-Fyn-forbindelsen være stor, lød konklusionen.

Den socialdemokratiske regering har gjort det klart, at en bro mellem Fyn og Als vil skulle finansieres ved hjælp af brugerbetaling eller privat medfinansiering. Hvis det skal koste penge at køre over broen, forventes det at begrænse antallet af trafikanter, som i stedet kan køre gratis over den Ny Lillebæltsbro.

Ifølge de syv kommuner i Trekantområdet er der imidlertid også en anden grund til, at forbindelsen mellem Fyn og Als ikke er den bedste løsning: En stor del af trængslen over Lillebælt skyldes lokal og regional trafik.

- Fyn-Als har sikkert nogle andre fordele - det er primært at skabe et arbejdsmarked. Det eneste, vi siger, er, at den løser ikke problemet på Lillebælt. En Kattegat-forbindelse har uden tvivl også nogle andre perspektiver og fordele, men igen, den løser heller ikke det problem, der er på Lillebælt, siger Niels Græsbøll Olesen, chefkonsulent i Trekantområdet.

- Der er så stor en del af trafikken over Lillebælt, som er lokal og regional, at man bliver nødt til at løse problemet omkring Lillebælt, siger Niels Græsbøll Olesen.

Ønsker en ny analyse

I en screeningsrapport, som Cowi lavede for Transportministeriet, lød konklusionen, at en ny bro parallel med den eksisterende motorvejsbro over Lillebælt vil være den løsning, som på langt sigt reducerer trængslen på den eksisterende Lillebælts-forbindelse mest. Rapporten stammer dog fra 2011, og forleden efterlyste Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, en samlet analyse af de tre mulige broforbindelser.

De syv kommuner, som samarbejder i Trekantområdet, har længe ønsket sig en strategisk analyse af den trængsel, der vil opstå på Lillebælt inden for de næste cirka 10 år, og de bruger blandt andet de nyeste trafiktal fra Vejdirektoratet som løftestang for en analyse af en ny bro, som skal bygges parallel med den nuværende.

Tallene viser, at hverdagstrafikken på den Ny Lillebæltsbro i 2016 i gennemsnit var 77.880 i døgnet. Sidste år var tallet vokset til 87.977.

I et skriftligt svar til Fyens Stiftstidende siger transportminister Benny Engelbrecht (S), at det kan være fornuftigt med en mere samlet undersøgelse af øst-vestforbindelserne - selvom det er et naturligt element i planlægningsundersøgelser af konkrete infrastrukturprojekter at afdække, hvordan projektet påvirker eksisterende forbindelser.

Benny Engelbrecht skriver, at "løsninger, der både hjælper trængsels- og klimaproblemer, nødvendiggør, at vi tænker os godt og grundigt om, inden vi beslutter, hvilke projekter vi vil prioritere."

Derfor kan der ifølge ministeren ikke laves en grøn infrastrukturplan, før klimahandlingsplanerne er forhandlet på plads bredt i Folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Beboer vred over lukning af medborgerhus: - Vi bøjer os for kriminaliteten

112

Flere genstande beslaglagt: 35 visitationer i to zoner de seneste dage

Annonce