Hvor længe har du været medlem af partiet?
- I 22 år.
Hvorfor er du socialdemokrat?
- Jeg mener, vi skal have en stærk social balance i samfundet, hvor der er plads til alle. Jeg vil kæmpe for, at der er lige muligheder for alle i samfundet. Jeg er født og opvokset i et socialdemokratisk hjem, hvor begge mine forældre var præster. Min far var formand for idrætsforeningen, min bror var formand for håndboldafdelingen, og min anden bror var træner for det hold, jeg spillede på. Jeg er vokset op med, at når vi står sammen, kan vi mere.
Hvor mange mandater, tror du, I står tilbage med efter valget?
- Vi står vel på plus fire eller fem, og allermest tror jeg på, at vi står med et plus på én i Sydjylland.
Valgresultatet for fire år siden overraskede alle – tror du, der kommer overraskelser ved det forestående valg?
- Overraskelserne er allerede kommet. Det ser man med de nye partier på højrefløjen, som har møvet sig ind. Det er da en overraskelse, at både Nye Borgerlige, Rasmus Paludan og Klaus Riskær Pedersen-partiet er kommet på banen. Det er en del af det politiske opbrud, der længe har været i gang. Så vi kan ikke blive ved med at blive overraskede over, at det sker.
Hvad, tror du, bliver valgets vigtigste tema?
- Jeg tror, det bliver tilbagetrækning. Det har været en game-changer før valget, og det er stadig et vigtigt tema. Det er med til at bringe Socialdemokratiet tilbage som et klassisk socialdemokrati, og emnet vil stadig fylde i valgkampen. Det er klart, at udlændinge også vil fylde noget. Klimadebat kan man håbe på, og så vil der også være snak om velfærd.
Hvor ser du Fredericias største styrke?
- Noget så simpelt som gejsten. Det er en by, der buldrer derudaf mere end de andre byer, vi sammenligner os med. Det er på baggrund af et bredt samarbejde lokalpolitisk.
Og hvor ser du Fredericias største udfordring?
- At holde dampen oppe. Det kræver en masse ting, som ikke er lykkedes i tilstrækkelig grad, for eksempel at gøre Fredericia til en energipolitisk hovedby. Desuden blev Fredericia fuldstændig overset i regeringens plan for infrastruktur. Den næste bølge, der venter, er at rulle flere uddannelser ud i Fredericia.
Hvad kan du gøre for Fredericia, hvis du kommer i Folketinget?
- Tage de kampe, som jeg også er i fuld gang med. Jeg er på vej med en plan for teaterstøtte, vil arbejde for bedre infrastruktur og få flere energiarbejdspladser til Fredericia. Det er nogle af de konkrete ting, jeg vil gøre. Noget andet er de økonomiske rammer, kommunerne lever under. At for eksempel Fredericia ikke må bruge penge, selvom kommunen rent faktisk har dem.
Vi præsenterer
I de kommende uger vil Fredericia Dagblad præsentere partiernes lokale folketingskandidater.
I rækkefølgen A til Å vil man blandt andet kunne læse, hvorfor kandidaterne netop står op for deres parti, hvad de vil gøre for Fredericia, hvis de bliver valgt, og hvordan de ser Fredericias styrker og udfordringer lige nu.
Kandidaterne præsenteres i alfabetisk rækkefølge med Socialdemokratiet først og Enhedslisten sidst.
Kandidaten
Alder: 37
Beskæftigelse: Chefredaktør
Bopæl: Nørrebro, København
Civil stand: Ugift
Børn: En søn på fire år.