Annonce
Middelfart

Over 100 delte billede af åben brønd under snedriverne: - Der tager man simpelthen telefonen og ringer

I Harndrup var et brønddæksel i sidste uge forsvundet under snerydningen. Det kom dog hurtigt på plads igen. Foto: Privatfoto
Når brønddækslerne ligger gemt under sneen, er der en risiko for, at de bliver skubbet af under snerydningen eller almindelige kørsel. Hvis man opdager, det er sket, bør man kontakte kommunen direkte, lyder meldingen fra Middelfart Kommune.

Harndrup: Et åbent hul, hvor et brønddæksel normalt ville være.

Det var synet, der mødte en borger i Harndrup i sidste uge. Det fik hende straks til at kontakte Middelfart Kommune samt til at gøre opmærksom på hullet i den lokale Facebook-gruppe, hvorfra over 100 borgere har delt advarslen.

At brønddæksler kan falde af under sneen, er et kendt problem, forklarer vejformand i Middelfart Kommune Lars Holmberg Frandsen. Han vurderer dog ikke, at det er noget stort eller alvorligt problem.

Udover dækslet i Harndrup i sidste uge måtte han i mandags sende nogle ud til Barmstedt Alle for at hjælpe et vildfarent dæksel på plads igen.

- Det er rigtig svært, når vi skubber sne, og vi vil meget gerne have besked så hurtigt som muligt, siger han.

Risikoen opstår nemlig, når der kommer sne, og sneryddere kører afsted med ploven.

- Den tager alt, hvad der er over terræn, med. Hvis dækslet nu er fladt med terrænet, så skøjter vi hen over med ploven, men hvis man rammer med ploven, er der stor sandsynlighed for, at det ryger af, forklarer Lars Holmberg Frandsen.

Det samme kan ske, hvis man trækker ud i rabatten, og dækslet er højere end terrænet. Så kan man komme til at skubbe det af, uden at man nødvendigvis opdager det, når man kører videre, forklarer vejformanden. Derfor er det vigtigt, at man melder ind, hvis man opdager det.

- Det, der er i det, er, at det selvfølgelig kan være farligt, hvis nogen falder ned i det, eller hvis der er dyr, der falder ned i det, forklarer Lars Holmberg Frandsen.

Annonce

Kontakt kommunen direkte

Hvis man opdager, at et brønddæksel er faldet af, skal man kontakte kommunen direkte, understreger Lars Holmberg Fransen. Det er ikke nok at skrive på Facebook, og heller ikke borgertip er optimalt i en hastesag.

- Der tager man simpelthen telefonen og ringer. Det er det bedste, siger han og understreger, at der er døgnbemanding på telefonen, og at man derfor altid kan kontakte dem.

Skal man kontakte dem uden for normale åbningstider er det på vagttelefonen 21 23 98 15. Hvis det er inden for normale åbningstider er det på 88 88 49 33.

Han fortæller, at vintervagten modtog et opkald om hullet i Harndrup og herefter sendte en medarbejder ud for at dække det. Og da en borger en halv time efter, at advarslen blev lagt på Facebook, selv tog ned for at dække det, var det allerede klaret.

Og selvom man godt selv kan skubbe dækslerne på plads, så er det bedst, at man kontakter kommunen, forklarer Lars Holmberg Frandsen.

- Man skal nok ikke lige jonglere med de der dæksler. Der er meget tunge. Det er bedst, at man ringer til os, for så kan vi også lige inspicere, om der er noget, der er faldet i brønden eller noget. Så inspicerer vi lige det hele, siger han.

Hvis man er i tvivl om, hvem brønden tilhører, kan man stadig kontakte Middelfart Kommune. Tilhører brønden i stedet Middelfart Spildevand, sender de bare meldingen videre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny daginstitution skaber debat: Placering i Madsby er langtfra sikker, fastslår DF

Kultur

Et år efter nedlukning: Idrætsforeninger arrangerer virtuelt motionsløb

Annonce