Annonce
Sport

OVERBLIK: Fodboldverdenen hylder engelsk farvel til piratliga

Gary Neville, der er tidligere anfører for Manchester United, har udtalt sig yderst kritisk om Super League. Han mener, at det var på grænsen til anarki. (Arkivfoto). Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Flere fodboldspillere hylder fans for at kæmpe mod planer om piratligaen Super League. Læs reaktioner her.

Dyb frustration blev erstattet af kæmpe jubelbrøl, da Chelseas fans tirsdag havde forsamlet sig foran klubbens stadion for at protestere mod den nye Super League.

Årsagen var nyheden om, at Chelsea sammen med Arsenal, Tottenham, Manchester United, Manchester City og Liverpool alligevel ikke vil deltage i udbryderligaen.

Det er en beslutning, der ikke kun vækker glæde hos fansene. Også spillere og forbund har udtryk deres begejstring for den engelske skrinlægning af den lukkede liga.

Her er et udpluk af reaktionerne:

* Manchester City-spilleren Benjamin Mendy:

- Sikke en smuk dag for fodbolden. Lad os fortsætte med at spille. Lad os fortsætte med at kæmpe. Lad os fortsætte med at drømme. Det er grunden til, at vi gør det her.

* Kenny Dalglish, tidligere manager for Liverpool:

- Fans har altid været og vil altid være en integreret del af Liverpool. På så mange måder er de klubben. Jeg er lettet over at vide, at klubben har lyttet til dem.

* Gary Neville, tidligere anfører for Manchester United:

- Folket har talt. Vi var på grænsen til anarki, hvis dette havde fortsat. Peréz (præsidenten for Super League, red.) har måske en bøde på 100 millioner pund hængende over hovedet på klubberne - det håber jeg. Jeg håber, at klubberne får en massiv bøde for at trække sig, så de ender med at æde hinanden op.

* Gerard Pique, forsvarsspiller hos FC Barcelona:

- Fodbold tilhører fansene. I dag mere end nogensinde før.

* Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, (før nyheden blev endeligt bekræftet):

- Chelsea og Manchester Citys beslutning - hvis den bliver bekræftet - er den helt rigtige, og det skal de have ros for. Jeg håber, at de andre klubber, der har været involveret i den europæiske Super Leauge, følger efter.

* Midtbanespiller for Monaco Cesc Fabregas:

Godt arbejde, fodboldfans. Sporten er ikke noget uden jer.

* Uefas præsident, Aleksander Ceferin:

- De er tilbage i folden nu, og jeg ved, at de har en masse at tilbyde. Ikke bare til vores turneringer, men til hele det europæiske spil.

- Det vigtigste er nu, at vi kommer videre og genopbygger det fællesskab, som spillet havde før alt dette, og at vi sammen bevæger os fremad.

* Det engelske fodboldforbund (FA):

- Engelsk fodbold har en stolt historie baseret på muligheden for alle klubber, og sporten har været enstemmig i afvisningen af en lukket liga. Det var et forslag, der kunne have delt sporten. I stedet har det samlet os alle.

Kilder: Reuters, Twitter, The Guardian.

/ritzau/

Fans brød ud i jubel foran Chelseas stadion, Stamford Bridge, da det kom frem, at klubben trækker sig fra planer om Super League. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Politiet til stede i Korskærparken: Større indsats efter meldinger om hærværk og uønsket ophold i kældre

Annonce