Annonce
Danmark

OVERBLIK: Partier skal drøfte natteliv og forsamlingsforbud

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Onsdag mødes Folketingets partier til det første møde siden før sommer om næste fase af genåbningen.
Annonce

I en tid hvor antallet af smittede med coronavirus stiger, mødes Folketingets partier for at forhandle om den fase af genåbningen, den såkaldte fase 4.

Det er onsdag eftermiddag, og det vil være det første møde om den faseopdelte genåbning siden juni.

Her er nogle af de centrale punkter på dagsordenen, når politikerne mødes på Christiansborg onsdag eftermiddag:

* Hvornår kan diskoteker og natklubber igen fylde dansegulvet?

Ifølge aftalen, der blev indgået af alle Folketingets partier 8. maj, skulle diskoteker, spillesteder og natteliv være en del af genåbningens fase 4.

Og mens spillesteder og natklubber hungrer efter at åbne for fadølshanerne og dansegulvet igen, vil det i sidste ende være op til politikerne at beslutte, om det er "sundhedsmæssigt forsvarligt".

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) er det regeringens holdning, at åbningen af nattelivet må udskydes. Det samme har sundhedsmyndighederne anbefalet.

Ingen partier har endnu talt om at gå imod den anbefaling. Og med de seneste dages stigende smittetal, ser det ud til, at der er meget bred enighed om, at nattelivet må vente lidt endnu.

* Videregående uddannelser har bidt negle: Kan vi åbne?

Studerende og undervisere har været nervøse for, om landets videregående uddannelser kunne åbne som planlagt.

Nervøsiteten opstod, efter at det stod klart, at åbningen af diskoteker og natklubber er usikker. De videregående uddannelser har nemlig været en del af samme genåbningsfase som nattelivet.

Men på Twitter slog Uddannelses- og Forskningsministeriet fast, at genåbningen af uddannelserne ikke er bremset.

Men med de stigende smittetal in mente kan flere partier ønske at drøfte, om der skal indføres krav om mundbind eller om ruskurser og lignende må udskydes.

* Vil kravet til turister om seks overnatninger blive droppet?

Udenlandske turister skal booke mindst seks hotelovernatninger for at komme ind i landet. Turister fra Norge og visse regioner i Sverige er dog undtaget.

Regeringen har lagt op til, at det tidligst bliver i august, at reglen bliver lempet eller droppet.

Turistbranchen har presset på for at få reglen fjernet. Det samme har de borgerlige politikere på Christiansborg og De Radikale. Det vil de formentlig også gøre under onsdagens forhandlinger.

* Forsamlingsforbuddet er fastholdt på maksimalt 100 personer - hvad er planen nu?

Set i lyset af, at epidemien tager til i flere lande, besluttede regeringen kort før forsamlingsforbuddet skulle være hævet til 200 den 8. august at fastholde det på 100.

Blandt partierne er der ikke forventning om, at der kan fastlægges en klar plan for, hvornår man igen kan være flere end 100 mennesker sammen.

Men enkelte peger på, at det kan give mening at opstille kriterier for - eksempelvis antallet af indlagte, antal smittede eller lignende -, hvornår forbuddet igen kan hæves.

* Vil regeringen fremlægge en plan for den videre indsats mod coronasmitte?

Flere partier har efterspurgt en plan for, hvordan man kan undgå nedlukninger fremover.

Blandt andet Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har været ude og efterspørge en klar plan, som alle kan få indblik i.

Den skal give gennemskuelighed over, hvornår regeringen indfører restriktioner for at inddæmme covid-19. Det samme har en lang række andre partier.

På et pressemøde mandag blev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) spurgt om, hvorvidt regeringen agter at fremlægge en national plan.

Det svarede ministeren ikke konkret på. Han sagde, at regeringen gør alt, hvad den kan, for at undgå en total nedlukning.

- Det vil ikke være muligt at lave en liste, for den vil forandre sig alt afhængig af, hvordan udbruddet vil forandre sig i vores samfund. Men det, vi gør, er at holde epidemien under kontrol og sætte ind tidligt, sagde han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Pressemøde i byrådssalen: Eneste punkt på dagsordenen er corona-udviklingen

Fredericia For abonnenter

Regionen vurderer henvendelse: Flere muligheder for coronatest kan være på vej til Fredericia

Annonce