Annonce
Sport

Se højdepunkterne: Overtidsscoring sikrer VB point

Allan Sousa stod for oplægget til VB's mål til 1-0, der blev sat ind af Arbnor Mucolli. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Denis Kolinger udlignede et minut inde i dommerens tillægstid til 2-2 og sikrede Vejle Boldklub et fortjent point.
Annonce

Vejle: Vejle Boldklub sikrede sig et fortjent point, da det søndag på Vejle Stadion blev 2-2 mod Nordsjælland efter VB-føring ved pausen på 1-0.

Men det holdt hårdt, og VB måtte vente til et minut inde i dommerens tillægstid, inden Denis Kolinger sørgede for en fortjent udligning.

VB-træner Constantin Galca skiftede flittigt i startformationen i forhold til den, han brugte torsdag mod Randers. Seks nye var med fra start, men til gengæld lignede VB’s formation den, Galca brugte i seneste superliga-kamp. I forhold til den var der kun en ændring, da Arbnor Mucolli var tilbage efter udstået karantæne, og han erstattede Lukas Engel, som holdes ude på grund af en brækket knogle i sin ene hånd.

Annonce

En rodet indledning

Kampen fik en rodet indledning, da holdene skulle finde sig til rette på Vejle Stadions underlag, som var udfordrende men trods alt bedre end til sæsonens to første kampe.

Derfor kom ingen af holdene i løbet af kampens første halve time til chancer af bare nogenlunde nævneværdig størrelse. VB forsøgte sig et par gange med dybe bolde, men i begge tilfælde endte det med offside-kendelser.

Der kom imidlertid mål inden halvtid, og det kom fra en uventet kant, Arbnor Mucollis hoved. Allan Sousa smed en fin frisparksbold ind i FC Nordsjællands straffesparksfelt, og Arbnor Mucolli kom først på bolden og snittede den i kassen.

Det skete syv-otte minutter efter pausen, og det blev indledningen til en god VB-perioder, der kastede yderligere én stor mulighed af sig. Og det var igen Arbnor Mucolli, som kom fint igennem, men Arbnor Mucollis afslutning sad lige på FC Nordsjælland-målmand Peter Vindahl Jensen.

Desuden kom Allan Sousa til en udmærket afslutning, mens FC Nordsjælland havde et par opløb, uden det sådan for alvor brændte på foran VB-målet.

Dermed gik VB til pause med en fortjent føring.

Annonce

FC Nordsjælland kom godt igen

FC Nordsjælland kom aggressivt ud til anden halvleg og fik i de første minutter sat et pres ind. Det blev til et par ufarlige afslutninger, og VB fik hurtigt spillet flyttet væk fra eget mål.

Gæsterne kom generelt længere frem, og det gav plads til VB’erne.

Det blev til flere gode opløb, men den sidste og afgørende aflevering manglede den nødvendige præcision.

Cirka midtvejs i anden halvleg følte VB’erne snydt for et straffespark, da FC Nordsjælland Johan Djourou gik hårdt til Wahid Faghir, men dommer Jonas Hansen vinkede afværgende, og Jonas Hansen fik heller ingen straffe-melding fra VAR-vognen.

I stedet for en udbygning af føringen, slog gæsterne til. Også FC Nordsjællands scoring kom efter et frisparksindlæg, da Ulrik Yttergård Jenssen var først over en ripost og sparkede kuglen i kassen uden chance for Alexander Brunst i VB-målet.

Det brændte kort efter alvorlig på foran VB-målet, og Alexander Brunst kom i vejen for det, der lignede et nordsjællandsk føringsmål.

VB kom i slutfasen under pres, og Alexander Brunst diskede op med en fin redning.

Men et par minutter før tid gik det galt. Et langt indkast blev ikke afvist, og i stedet endte kuglen hos Victor Jensen, som fra tæt hold sparkede kuglen i kassen.

Scoringen tvang VB ud i et desperat pres, og det gav resultat. Et minut inde i dommerens tilægstid sendte Allan Sousa et indlæg ind for nordsjællændernes mål, og Denis Kolinger fik dirigeret bolden i mål tæt op ad den ene opstander.

2-2 sluttede det på Vejle Stadion efter en ganske underholdende forestilling.

VB spiller næste gang søndag 21. februar, når det gælder udekampen mod Brøndby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Kunderne var klar fra start: Julegavebyt, osetrang og støtte til butikshandlen fyldte på genåbningsdag

Fredericia

Mandagens lokale tal: Efter søndagens stigning er der igen få nye smittede

Alarm 112

Frækt indbrud natten til mandag

Annonce