Annonce
Fredericia

På gaden: Fæstningscenter eller boliger på Voss-grunden - alt skal ikke ned på havnen

Voss-grunden er købt af Fredericia Kommune. Hvad skal der ske på de 20.000 m2 jord klos op ad Fredericia Vold? Bygges et fæstningscenter? Foto: Michael Svenningsen
Selv på en våd lørdag, hvor Fredericias strøg nærmest var tomme, kunne man fiske en holdning til formidlingen af byens dramatiske historie ud af folk.

Fredericia: Hvad skal der ske med Voss-grunden, som Fredericia Kommune har købt for 31,5 millioner kroner?

Mange mener, de 20.000 kvadratmeter lige op ad Fredericia Vold ved Sjællandsgade og Vester Voldgade egner sig glimrende til et fæstningscenter, som kan formidle byen og det militære anlægs dramatiske historie gennem århundreder.

Fredericia Dagblad spurgte lørdag folk på gaden:

1. Helst center i kaserne

Henning Spring. Foto: Michael Svenningsen

Henning Spring, årgang 1953, indfødt fredericianer, pensionist, tidligere renovationsarbejder:

- Jeg kan godt se for mig, at et fæstningscenter kunne ligge på Voss-grunden. Særligt, hvis de kommende broer på volden over Prangervej kunne indgå i det.

- Men personligt mener jeg, at Bülows Kaserne er en bedre placering. Den ligger meget centralt og ved Østerstrand. Vi har brug for et fæstningscenter. Det ville være unikt.

2. Havn skal ikke have alt

Benda Buhl. Foto: Michael Svenningsen

Benda Buhl, fra 1976, indfødt fredericianer, social- og sundhedshjælper:

- Jeg synes, byen skal have et fæstningscenter. Fredericia er jo et af de bedst bevarede anlæg i Nordeuropa. Da vores børn var mindre, havde vi dem med på en voldvandring, men gruppen var så stor, at vi næsten ikke kunne høre guidens fortælling. Det ville være nemmere, hvis man havde et sted selv at gå rundt.

- Som kulturinstitution ville et center også skabe arbejdspladser, og der er meget kultur i Fredericia i dag, som trækker folk til. Så man kunne måske prøve at genspille livet på volden og fra gamle dage. På ridebanen i Vester Voldgade for eksempel. Den ligger ved siden af Voss-grunden, og de jødiske begravelsespladser er jo også derude.

- Jeg synes heller ikke, at alt nyt skal centraliseres nede på havnen. Der mangler noget derude i den del af byen, og et fæstningscenter kunne skabe ny trafik af folk ned gennem Jyllandsgade til midtbyen.

3. Måske bare boliger?

Helge Møller Madsen. Foto: Michael Svenningsen

Helge Møller Madsen, født 1962, har boet mange steder i landet. Tidligere også i Snoghøj. Senest i Struer og det sidste halvandet år i Fredericia. Ledig - i aktivering:

- Nu er jeg jo ikke inkarneret fredericianer, men jeg synes virkelig, der sker meget i byen i disse år. Gammel industri er væk, nye højteknologiske virksomheder kommer til. For eksempel Google. Jeg tror, der i den forbindelse kan opstå mangel på gode boliger tæt på byen, der er til at betale. For eksempel for unge højtuddannede, der skal arbejde i Fredericia, men måske ikke blive her hele tiden.

- Så et skud fra hoften kunne være, at der kunne bygges boliger på Voss-grunden. Boliger, der er attraktive, men ikke i den prisklasse, vi ser på havnen.

- Jeg ved ikke med et fæstningscenter? Jeg har lige gået en tur på volden og set vandtårnet og kanoner, og det er virkeligt stort og flot. Så Fredericias militære historie er jo repræsenteret i byen. Om et fæstningscenter ville kunne trække folk til andre steder fra, ved jeg ikke? Måske Men i forhold til 1864 og Dybbøl er det sted nede i grænselandet mere kendt, fordi så mange har været på skoletur til Dybbøl og så videre.

Da vores børn var mindre, havde vi dem med på en voldvandring, men gruppen var så stor, at vi næsten ikke kunne høre guidens fortælling. Det ville være nemmere, hvis man havde et sted selv at gå rundt.

Benda Buhl, fredericianer, om et fæstningscenter

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

Annonce