Annonce
Middelfart

På jagt efter millioner: Nyt selskab vil fylde de tomme butikker og forvandle gågaden

Erhvervsmægler Jan Hinnerskov har, sammen med Brobygning Middelfarts direktør Lene Lawaetz, taget initiativ til et anpartselskab, som har til formål at støtte op om butiks- og forretningslivet i Middelfarts midtby, hvor der i øjeblikket er en del tomme lokaler. Målet er at sælge anparter for mindst tre millioner kroner inden for de næste tre uger. Foto: Peter Leth-Larsen
Erhvervsmægler Jan Hinnerskov og Brobygning Middelfart står bag et nyetableret selskab, hvis eneste formål er at forvandle Middelfarts bymidte, så de tomme butikslokaler fyldes med liv. Middelfart Erhvervs Invest - som selskabet har døbt sig selv - har allerede tilsagn på godt og vel en halv million kroner. Det første mål er tre millioner kroner inden 2. oktober - og hvis de penge ikke er fundet, bliver selskabet ikke endeligt etableret.

Middelfart: Viljen til at ændre på en gågade med tomme butikslokaler er stærk i Middelfart netop nu, og der tages nye og opsigtsvækkende midler i brug.

Således har anpartselskabet Middelfart Erhvervs Invest netop set dagens lys. Selskabet har alene det formål at understøtte en forvandling af Middelfarts gågade fra Torvet i vest til hjørnet af Østergade i øst, så de tomme butikker bliver erstattet med liv og nye koncepter, der kan trække Middelfart i en mere oplevelsesbaseret retning, når det handler om shopping.

Bag Middelfart Erhvervs Invest står erhvervsmægler Jan Hinnerskov, der selv har tænkt sig at skyde penge i projektet, samt Brobygning Middelfart. Og allerede inden tegningsperioden for anparter begynder fra dags dato, er der tilsagn fra Middelfart og Omegns Brugsforening, Middelfart Sparekasse og virksomheden Carta. Tilsammen lægger de lidt over en halv million kroner.

Brobygning Middelfart

Er en overbygning på Middelfart Erhvervscenter, Middelfart Handel og Visit Middelfart.

Har til formål at skabe merværdi for eksisterende events og arrangementer samt udvikle områderne handel, turisme og erhverv.

Har et budget på tre millioner kroner årligt bevilget af Middelfart Byråd.

Flytter i november ind i Nygade 2 sammen med Middelfart Erhvervscenter, Middelfart Handel og Visit Middelfart.

Har Lene Lawaetz som direktør.

Tre millioner på tre uger

Men initiativtager Jan Hinnerskov lægger ikke skjul på, at der skal rykkes hurtigt. Således er der sat et mål, der hedder tre millioner kroner inden tegningsperioden slutter 2. oktober - altså om blot lidt mere end tre uger.

- Hvis vi ikke har tre millioner kroner på det tidspunkt, så bliver selskabet ikke endeligt etableret. For så er der ikke noget grundlag. Personligt har jeg et håb om, at vi står med 10 millioner og ikke tre, siger Jan Hinnerskov.

Planen er, at Middelfart Erhvervs Invest skal ledes af en ulønnet direktør og en fem-mand stor ulønnet bestyrelse. Hvem de personer er, skal på plads, når der efter planen er stiftende generalforsamling 8. oktober - formentlig med Middelfart Rådhus som vært.

- Kommunen skal ikke skyde penge i det her, men det er naturligvis et vigtigt signal, at de bakker op. Jeg havde heller aldrig sat det her igang, hvis ikke Brobygning Middelfart bakkede op, siger Jan Hinnerskov.

Opløser sig selv igen om fem år

Planen er, at de penge, som anpartshaverne skyder i Middelfart Erhvervs Invest, skal gå til garantistillelse, lån og deciderede donationer - det sidste via crowdfunding.

- Vi er ikke en bank. Vi ser selskabet som en vigtig del af den transformation, Middelfart skal igennem som by. Derfor er det også planen, at Middelfart Erhvervs Invest opløser sig selv igen om fem år. På det tidspunkt har vi forhåbentlig en helt anden handelsby end i dag. Og det bliver en anderledes by. For vi kommer ikke til at yde aktiv dødshjælp til forretninger, der går dårligt, eller til idéer, som vi ikke tror på, siger Jan Hinnerskov.

Han siger dog, at selskabet kan beslutte sig for at forlænge sin levetid med yderligere tre år.

- Og så er det jo tanken, at anparthaverne skal have deres penge tilbage igen. Det er ikke noget, vi kan love, men det er vores mål, for det her handler om, at alle bakker op om byen - dels ved de her investeringer, dels ved at bruge den by, vi får skabt. Og Middelfart Erhvervs Invest er et non-profit-selskab, siger Jan Hinnerskov.

Skal have alle med - til en vis grænse

Direktør for Brobygning Middelfart, Lene Lawaetz, ser store muligheder i selskabet. Og i første omgang lægger hun vægt på, at hun kan hjælpe alle med en god idé.

- Her er Brobygning Middelfart en god konstruktion, for selv om jeg har Middelfart Handel som en af tre medlemsforeninger, så er jeg uafhængig og kan også tale med alle dem, der ikke er medlem af Middelfart Handel. Det er helt nødvendigt, hvis vi for alvor skal ændre byen. Når det er sagt, så kommer vi til at kigge efter lokomotiverne i den her proces. Vi får ikke nødvendigvis alle med. Dem, der vil trække, er dem, vi kobler os på, siger Lene Lawaetz, der forventer, at en kommende bestyrelse for Middelfart Erhvervs Invest kan være identisk med den task force, hun har et ønske om at etablere til gavn for byen.

Der er oprettet et website med adressen www.middelfarterhvervsinvest.dk, hvor man kan læse mere om selskabet og finde link til, hvordan man tegner en anpart.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce