Annonce
Sport

Palermo tvangsnedrykkes til Serie D efter langtrukken sag

Den italienske klub Palermo bliver tvangsnedrykket til Serie D på grund af økonomisk og ledelsesmæssigt rod.

Den italienske klub Palermo bliver tvangsnedrykket til Serie D, den fjerdebedste italienske række.

Det skriver Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) på sin hjemmeside ifølge bold.dk.

Venezia overtager Palermos plads i Serie B i den kommende sæson.

Nedrykningen sker som følge af økonomisk og ledelsesmæssig rod i klubben, men hele sagen har været en langtrukken affære.

Palermo endte på tredjepladsen i Serie B i den forgangne sæson og skulle derfor spille playoffkampe om oprykning til landets bedste række.

Men en afgørelse fra FIGC sendte i stedet den sicilianske klub i den tredjebedste fodboldrække, Serie C.

Den beslutning appellerede Palermo og endte med at vinde appelsagen i slutningen af maj. I stedet for nedrykning blev holdet fratrukket 20 point og sluttede dermed på 11.-pladsen i Serie B.

Desuden skulle klubben betale en bøde på 500.000 euro - svarende til omkring 3,7 millioner kroner.

Men fredag besluttede FIGC så, at klubben alligevel skal tvangsnedrykkes - denne gang til Serie D - da klubben ikke har overholdt deadline for finansielle garantier.

Hele sagen sker som følge af økonomisk og ledelsesmæssig rod i klubben.

- Klubben er blevet sanktioneret for en række ledelsesmæssige uregelmæssigheder af tidligere ledere, lød det fra FIGC ifølge Reuters, da den første dom faldt over klubben i sagen.

Klubbens forrige ejer var Maurizio Zamparini, og han solgte klubben i december i fjor til en britisk kapitalgruppe for ti euro.

Tre måneder senere blev ejerskabet af Palermo overført til to af Zamparinis samarbejdspartnere, men i starten af maj blev klubben så overtaget af det italiensk baserede selskab Arkus Network.

I 2017 blev et salg af klubben til den amerikanske forretningsmand Paul Baccaglini afvist af Zamparini, fire måneder efter at betingelserne for handlen var indgået.

Maurizio Zamparini har været i spidsen for Palermo i 16 år, og i den periode har over 40 trænere været i klubben.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce