Annonce
Fredericia

Panorama åbner fredag: Nye lærreder fra gulv til loft i Fredericia

Lars og Helle Broen ejer biograferne Panorama i Fredericia og Middelfart. Biograferne åbner på fredag efter at have været lukket i over to måneder på grund af coronakrisen. Arkivfoto: Torben Glyum
Medindehaver Helle Broen glæder sig helt vildt til at åbne Panorama Biograferne i Fredericia og Middefart. Nogle film er klar, men ikke alle.
Annonce

Fredericia/Middelfart: Afstandsmærker, sprit og et bookingsystem, der automatisk sørger for afstand i biografsæderne er på plads. På fredag åbner Panorama Biograferne i både Middelfart og Fredericia efter at have været lukket i over to måneder.

- Vi er ovenud lykkelige over, vi skal igang igen.

Det siger medindehaver af Panorama Biograferne Helle Broen, for hvem det kom som en glædelig overraskelse, at biograferne har fået lov at åbne tidligere end forventet. Retningslinjerne er på plads, og en række film er klar - både nye og ældre. Det har ikke været helt let at skaffe film, da det er udlejningsselskaberne, som står for den del.

- Vi åbner blandt andet med den danske film "Kød & blod" med Sidse Babett Knudsen, som kun nåede at spille en enkelt dag, inden vi lukkede i marts, fortæller Helle Broen.

Panorama har fået en god blanding af forskellige genrer til en bred aldersgruppe. Familiefilmen "Fremad" fra Disney er på plakatten, ligesom gyserfilmen "The Invisible Man", dramaet "Dark Waters" og filmatiseringen af livet bag kulisserne på den ultrakonservative tv-station Fox News "Bombshell" også vises.

Det er altafgørende for os, at folk får en tryg oplevelse, når de kommer, og det har vi gjort os umage med.

Helle Broen, medindehaver

Annonce

Nye lærreder i Fredericia

I Fredericia bliver det i den kommende uge oven i købet på helt nye lærreder. Middelfart fik nye i december, og nu er turen kommet til Fredericia, som på grund af coronakrisen har måttet vente.

- Før jul havde vi købt og betalt for at få lærrederne op, og vi ville gerne have dem op i alle sale. Men lærrederne har været indespærret i Frankrig på grund af corona, men de skulle efter planen komme i morgen (onsdag, red.). På lørdag kommer dem, der skal sætte dem op. Det er lærreder fra væg til væg og gulv til loft. Det glæder vi os til at se live, fortæller Helle Broen begejstret.

De nye lærreder er klar i sal 1 og 3 mandag, mens de resterende sale bliver klar i løbet af den kommende uge.

I Middelfart blev lærrederne sat op til Star Wars-premieren i december 2019. I Fredericia var planen, at lærrederne skulle være klar til premieren på den seneste Bond-film 1. april. Den er nu udskudt til november.

Annonce

Armlæn sprittes af

Weekendens biografgængere kan se frem til en række nye tiltag for at leve op til myndighedernes retningslinjer.

- Det er altafgørende for os, at folk får en tryg oplevelse, når de kommer, og det har vi gjort os umage med, forklarer Helle Broen.

Det betyder blandt andet, at der ikke er flere film, der begynder på samme tidspunkt, ligesom gæsterne går ud af biografen et andet sted end indgangen.

I foyéen må der kun være en person per fire kvadratmeter, så for ikke at få for mange mennesker på en gang, er der en time mellem hver film, ligesom salene bliver åbnet før tid, så biografgængerne kan komme tidligere ind og sidde. Desuden bliver armlæn og gelændere sprittet af mellem hver film.

Annonce

Opfordring: Køb billetter på forhånd

Selve købet af billetter opfordrer Panorama til bliver foretaget online på forhånd, så færrest muligt skal stå i kø i biografen.

- Med billetten på telefonen kan vores piccoloer scanne billetterne, og vi har folk, der ser til, at gæsterne overholder retningslinjerne, siger Helle Broen.

Der er desuden kun plads til, at fire ad gangen i Middelfart og otte i Fredericia kan lukkes ind i butikken, når der skal tankes op med slik, sodavand og popcorn.

Billetsystemet er bygget op, så man hjemmefra kan bestille billetter og sidde sammen, men automatisk får en ledig plads til andre biografgængere og dermed kun sidder tæt med sine familiemedlemmer eller venner.

Helle Broen forventer desuden, at der løbende vil blive frigivet flere film fra udlejningsselskaberne. Hun er især spændt på, om biograferne får lov at vise de to store premiere på "Tenet" 15. juli og "Mulan" 25. juli. Det afhænger af, om det amerikanske marked er åbent til den tid. Hun forventer dog, at de danske film "Undtagelsen" og "Vores mand i Amerika" får premiere de kommende måneder som planlagt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce