Annonce
Indland

Pensioneret provst kører 573 kilometer for at se fyr flytte

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Flytningen af Rubjerg Knude Fyr i Nordvestjylland tiltrækker tusindvis af besøgende.

Det strømmer tirsdag til med folk fra nær og fjern, der vil opleve flytningen af Rubjerg Knude Fyr i Nordvestjylland.

En af dem er Leo Kamstrup-Olesen, der er pensioneret provst fra Amagerbro Provsti på Amager.

- Det er jo en verdensbegivenhed at flytte sådan et fyr. Jeg er pensionist og har tid, så det skulle jeg se, siger han.

Han og en pensioneret kirketjener har kørt 573 kilometer fra Nordsjælland til Lønstrup.

Selv om Leo Kamstrup-Olesen og hans ven ikke har nogen direkte tilknytning til Lønstrup og det ikoniske fyrtårn, er det alligevel en begivenhed, han ikke ville snydes for.

- Det er jo det med, om klinten, hvor fyret står, skulle gå hen og kollapse.

- På samme måde som nogle ser cykelløb for at se folk styrte, griner han.

Selv om dramaet indtil videre er udeblevet, og flytningen af fyret er forløbet helt efter planen, er han ikke i tvivl om, at det har været rejsen værd:

- Det har været alle kilometerne værd. Det er en kæmpe oplevelse, siger Leo Kamstrup-Olesen.

Han er glad for, at Hjørring Kommune har valgt at flytte fyret frem for at lade det æde af havet og bygge et nyt.

- Det er jo mere autentisk, det her. Det er efter min mening den helt rigtige måde at gøre det på.

Flytningen af fyret sker ved, at den 700 ton tunge bygning er hævet otte centimeter over sandet og flyttes via skinner.

Det skubbes langsomt frem til den nye placering cirka 80 meter længere inde i landet.

Manøvren med at flytte fyret ventes at tage cirka ti timer.

Til middag indstilles operationen, da arbejdsfolkene skal have frokost.

Da fyret blev bygget for 120 år siden, lå det 200 meter inde i landet.

Men havet æder langsomt af kysten, og derfor skulle kommunen enten flytte fyret eller pille det ned.

Med den nye placering ventes fyret at være fremtidssikret de næste 30 til 40 år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Politiet bekræfter: Stor politiaktion har forbindelse til visitationszone etableret efter drab

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Fredericia

Beboer vred over lukning af medborgerhus: - Vi bøjer os for kriminaliteten

Annonce