Annonce
Middelfart

Per Pedersen bygger igen i Nørre Aaby: Gammel gård på Kirkevej rives ned og erstattes af otte nye lejligheder

Per Pedersen Haarby A/S har efterhånden næsten 300 lejeboliger på Fyn, de otte nye i Nørre Aaby bliver af samme type som disse med egen have, carport og redskabsrum. Illustration: Per Pedersen Haarby A/S 
Så stort er behovet for lejeboliger i området, at de nye boliger er reserveret endnu før, spaden er sat i jorden.
Annonce

Nørre Aaby:  Selv om antallet er øget betydeligt de senere år, blandt andet med Boligforeningen Lillebælts overtagelse af det gamle rådhus, er der fortsat rift om lejeboliger i det centrale Nørre Aaby. Det kan entreprenørfirmaet Per Pedersen Haarby A/S bekræfte i forbindelse med sit kommende boligprojekt på Kirkevej 28A, hvor firmaet planlægger at opføre otte lejligheder.

Endnu før lokalplanen er godkendt, står folk i kø for at rykke ind.

Det fortæller projektleder Bent Christiansen fra det sydfynske byggefirma, der i 2016 og 2017  opførte 21 lejeboliger på Danavej og Syrenvej i Nørre Aaby.

- De var revet væk lang tid før, de stod indflytningsklare, og det er folk på ventelisten til disse boliger, som nu ønsker at leje sig ind i vores nybyggeri på Kirkevej, forklarer Bent Christiansen.

Teknisk Udvalg har på sit seneste møde dispenseret fra den gældende lokalplans krav om parcelhuse på grunden og givet Per Pedersen lov til at fordele de otte boliger i fire dobbelthuse i ét plan. Dispensationen er givet ud fra det øgede behov for lejeboliger i området, der sket siden, lokalplanen blev lavet i sin tid.

Bent Christiansen fortæller, at den gamle gård på adressen nu skal rives ned. Og det forventes at de nye, ældrevenlige lejligheder på hver 95 kvadratmeter står klar til indflytning i efteråret 2021. Huslejen bliver på cirka 8500 kroner om måneden plus forbrug.

Grafik: Leif Nørmark
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce