Annonce
Fredericia

Pernille satser på sit hjertebarn: Livsstilsblogger åbner glutenfri webshop

32-årige Pernille Hovmand Johansen har levet med sygdommen cøliaki i 11 år. Efter syv år som blogger om en glutenfri hverdag går hun all in og gør sin hobby til et glutenfrit levebrød! Foto: Søren Gylling
Efter syv år som blogger om glutenfri livsstil gør 32-årige Pernille Hovmand Johansen nu sin hobby til sin levevej.
Annonce

Fredericia: Én dagligvarebutik har majsmel på hylden, men ikke rismel eller boghvedemel. De bedste glutenfri snacks skal man i en tredje butik efter - og de glutenfri øl, der smager godt, er svære at opspore.

32-årige Pernille Hovmand Johansen vil gøre jagten på dagligvarerne nemmere for dem, der  - som hun selv - ikke kan tåle fødevarer med gluten.

Hun springer nu ud som iværksætter og lancerer om et par uger en glutenfri webshop.

Webshoppen er for Pernille Hovmand Johansen er naturlig udvikling af livsstilsbloggen Glutenfrimagi.dk, som hun lancerede for syv år siden. Webshoppen får også samme navn som bloggen.

- Jeg vil gerne gøre det nemmere for folk at finde de gode, glutenfri produkter - uden at de skal handle flere forskellige steder, siger Pernille Hovmand Johansen, der er uddannet ingeniør og har arbejdet med produktudvikling og innovation.

Hun har blandt andet arbejdet på Syddansk Universitet med at hjælpe studerende med at starte egen virksomhed, så iværksætteriet ligger lige til hendes højreben. Og hun er også fuld af ideer til videreudvikling af den nystartede virksomhed.

Annonce

Corona gav skubbet

De sidste syv år har Glutenfrimagi været Pernilles hobby og hjertebarn ved siden af fuldtidsjobbet som produktudvikler.

For 15 måneder siden kom et endnu større hjertebarn til verden, da Pernille blev mor. Mens hun var på barsel, mistede hun jobbet i en corona-fyringsrunde. Og så var der pludselig ikke et job, hun skulle tilbage til.

Pernille Hovmand Johansen har 11 års erfaring i at leve et liv uden gluten - et liv, hvor hun ikke savner alt det, hun må undvære. Snart lancerer hun en webshop, hvor hun samler de bedste glutenfri produkter - samtidig udvikler hun opskrifter, som hun deler på Glutenfrimagi.dk og i bloggens Facebook-gruppe. Foto: Søren Gylling

- Det har hele tiden ligget i mig, at jeg på et tidspunkt ville give det her projekt fuld skrue - og hvis det ikke skulle være nu, hvornår skulle det så være, siger den nybagte iværksætter.

Hun glæder sig til et arbejde, der ikke giver færre timer, men større mulighed for fleksibilitet.

Annonce

Vejledning på hylderne

Udover de fysiske varer, der skal gøre det glutenfri liv nemmere, har Pernille Hovmand Johansen planer om at putte vejledning på webshoppens hylder. Hun har planer om at skrive e-bøger og afholde kurser. Hun samarbejder allerede i dag med blandt andre Rema 1000 om udvikling af opskrifter.

- Der er mange, der har svært ved at finde hoved og hale i, hvad de kan spise. Jeg vil gerne vejlede i de forskellige produkter, der er på markedet og mærkningen af dem, siger Pernille Hovmand Johansen, der selv er ekstremt følsom over for gluten i maden.

- En krydderiblanding, der indeholder spor af gluten, der er drysset på pomfritter. Mere skal der ikke til, så får jeg vildt ondt i maven, fortæller Pernille Hovmand Johansen, der fik konstateret glutenintolerance, også kaldet cøliaki, for 11 år siden.


Der er mange, der har svært ved at finde hoved og hale i, hvad de kan spise.

Pernille Hovmand Johansen


Hun var heldig at have forældre, der med en positiv indstilling hjalp hende med at finde til rette i den nye livsstil. Mange henvendelser fra folk, der søgte råd og vejledning hos hende, fik Pernille til at åbne bloggen.

Brød uden gluten er en svær størrelse. Men Pernille Hovmand Johansen har udviklet en opskrift på gode, luftige koldhævede boller. Den deler hun på bloggen, mens hun på webshoppen vil sælge de ingredienser og ting, der skal bruges. Glutenfrimagi skal gøre det nemmere at leve uden gluten. Foto: Søren Gylling

- Mange tænker "åh nej, hvad kan jeg nu spise" og fokuserer på de ting, de mister. Og det er en naturlig reaktion på at få konstateret en sygdom som cøliaki eller allergi for en type gluten. Jeg vil gerne inspirere glutenallergikere og med en positiv vinkel sætte fokus på, hvad vi kan spise, og hvordan man i det hele taget håndterer det i hverdagen, siger Pernille Hovmand Johansen.

Pernille Hovmand Johansens faglige baggrund fornægter sig ikke - hun drømmer nemlig også om en dag at udvikle andet end webshop og opskrifter.

- På sigt kunne det være sjovt at være med til at udvikle nogle af de produkter, jeg synes, der mangler. Men jeg tager det i små skridt, siger hun med et stort smil.

Cøliaki - glutenintolerance

  • Glutenintolerance - også kaldet cøliaki - er en autoimmun, kronisk sygdom i tyndtarmen. Det er en overfølsomheds reaktion på proteinindholdet i hvede, rug og byg - også kaldet gluten. Gluten udgør op til 80 procent af proteinindholdet i de tre korntyper.
  • Hos én med cøliaki aktiveres immunforsvaret og starter en betændelsesreaktion i tyndtarmens slimhinde, når personen spiser mad med gluten. Det ødelægger tyndtarmen, som fungerer dårligere og optager ikke alle næringsstoffer. Slimhindens funktion kan dog genoprettes hvis tarmslimhinden får lov til at hele og vedligeholdes med en kost, hvor man udelader ovennævnte kornsorter.
  • Man kan også have allergier mod en type af gluten (for eksempel hvede).
  • Ved cøliaki skal man undgå alle former for gluten, mens man ved allergi kun skal undgå det glutenprotein, man er allergisk over for.
  • Glutenfrimagi er en livsstilsblog og webshop for alle, der søger inspiration til en glutenfri hverdag.
Bagværk er bare anderledes uden gluten. Men det behøver ikke være kedeligt og pap-agtigt, synes Pernille Hovmand Johansen, som springer ud som iværksætter og starter en glutenfri webshop. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

1000 husstande er ramt: Grundejerforeninger står samlet om bekymring for støj fra motorvej

Annonce