Mindeord: Elisabeth Slot-Henriksen skriver disse mindeord om sin forlovede Per Krogager, der døde i en trafikulykke 13. november. Han blev 46 år.
Per Krogager var født og opvokset i Give. Han var langtidschauffør og havde sit eget vognmandsfirma. Han var også dørmand og har gennem årene arbejdet i mange kostalde og på flere maskinstationer. Han arbejdede desuden som maskinfører seks år i Arkil/Stürp og et år på Møltrup Optagelseshjem.
Per fik seks børn og var bonusfar for mine fire børn.
Sammen havde vi en vision om ikke bare at være en familie, men også at hjælpe hjemløse, og Gud guidede os i den retning.
Vi havde mange planer og ville i samarbejde med Jesus bygge et hjem for hjemløse. Derfor siger jeg, at det bestemt ikke var Guds plan at Per skulle dø nu. Det er ikke fair. Og jeg og børnene vil altid savne dig og huske dig, for alt hvad du har gjort for os. Vi savner og elsker dig.
Per hjalp mennesker, når de havde brug for det, også selvom han havde travlt. Han gav meget af sig selv, og det ved jeg, at der er mange, der vil huske ham for.
Per var glad og fløjtede tit. Når han fløjtede på sine køer, kom de ligesom hunde. Per elskede at være sammen med sine køer, og han havde en helt speciel evne til at kommunikere med dem.
Han holdt historien i live
Siden Per var 12 år, havde han arbejdet med køer og fik tidligt sine egne. Vi havde både Dexter kvæg og SDM 65, som er en gammel dansk malkerace. Bevaring af de gamle danske racer betød meget for ham og han har også været medlem af Danske Husdyr. Pers køer betød alt for ham, og derfor vil jeg i Pers ånd fortsat bevare SDM'erne, hvis jeg kan få lov til det.
Per interesserede sig også for historien, og sammen spillede vi bondefamilie i Bork vikingelandsby, hvor vi gik rundt med en tyrekalv. Vi har også deltaget i 1700-tals festival og spillet rakkerspil på Bundsbækmølle, hvilket var en god familieoplevelse, vi havde sammen.
Bevarelsen af grundloven, dansk kultur og ytringsfrihed stod højt også hos Per, og derfor var vi medlem af Grundlovsforeningen Dansk Kultur, som min far Rolf Slot-Henriksen i sin tid oprettede.
Han mindes igen på lørdag
Pers begravelse blev holdt i Give kirke sidste lørdag, men der måtte kun være 30 personer. Men da Per kendte mange, og vi havde mange fælles venner, som ikke kunne være med, har jeg besluttet, at holde en mindehøjtidelighed på lørdag 28. november klokken 11. Vi mødes i Skjern Kirke, hvor vi være 150 personer. Der håber jeg, at I som kendte Per vil være med til at ære hans minde.
Eventuelle blomster kører jeg efterfølgende til graven i Give.
Pers passion var at hjælpe hjemløse, så man kan også betænke et hjemløseprojekt i stedet for at købe blomster.
Per vi elsker dig alle sammen og vi savner dig så meget og vil altid gøre det.
Ære være Pers minde!