- Vi vandt valget, men blev uanstændigt behandlet, lyder det fra Søren Peschardt (S) efter dramatisk valgnat, hvor V, C, DF og R delte posterne mellem sig.
Vejle: Det brede politiske samarbejde i Vejle Kommune er en saga blot.
Det konstaterer Socialdemokratiets borgmesterkandidat og gruppeformand Søren Peschardt dagen efter en dramatisk valgnat.
- Det er borgmesteren, der har valgt, at det skal være sådan. Vi blev bedt om at komme ind og skrive under på en aftale, der allerede var klar. Det er simpelthen ikke politisk anstændigt overfor et parti, som vandt valget, lyder det fra Søren Peschardt dagen derpå.
- Man kan plapre nok så meget
Han er især vred over, at udmeldingerne fra Venstre før valget om at ville søge det bredest mulige samarbejde ikke holdt mere end et par timer efter, at valgresultatet blev kendt.
- Man kan plapre nok så meget op om, at man vil det brede politiske samarbejde, men når man laver sådan et nummer, så er det bare ord, siger Søren Peschardt.
Han varsler en mere markant opposition i de kommende fire år som resultat af nattens aftale mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale.
- Vejle Kommune er et fantastisk sted - blandt andet på grund af det brede samarbejde, der har givet en stabilitet i den politiske kurs. Det ønskede vi at fortsætte, men det ønsker den fortsatte borgmester - jeg vil ikke kalde ham folkevalgte, for det er han ikke - ikke, siger Søren Peschardt.
Han ærgrer sig på vegne af de 11 socialdemokratiske byrådsmedlemmer - to flere end før valget - over nattens resultat.
- Det er rigtigt ærgerligt, at der går en masse politisk talent tabt ved at holde 11 dygtige folk udenfor, siger Søren Peschardt.