Annonce
Sport

Peter Mikkelsen ærgrer sig stadig over sin matchbold

Badminton har været hans liv, siden han meldte sig i HBK som 10-årig, siger 37-årige Peter Mikkelsen. Foto: Charlotte Adsbøl.
37-årig Horsens-spiller var i finalen mod Peter Gade ved DM i badminton i 2009, men det er matchbolden mod Kenneth Jonassen i 2008, der ærgrer ham allermest.

Horsens: Peter Mikkelsen, 37-årig spillende træner i Horsens Badminton Klub, kan se tilbage på en flot karriere som badmintonspiller. Hans største resultat på dansk grund var DM-sølvet i 2009, da han vandt første sæt mod Peter Gade i DM-finalen i Randers, men det er slet ikke den kamp, der ærgrer ham mest.

- Jeg fik store klø i de to sidste sæt mod Peter Gade. Nej, jeg ærgrer mig meget mere over DM i 2008. Her havde Peter Gade meldt afbud, og Kenneth Jonassen var langt den hårdeste modstander. Ham mødte jeg i kvartfinalen, og jeg havde matchbold, men endte med at tabe. Hvis jeg havde vundet matchbolden, havde jeg haft alle muligheder for at vinde det danske mesterskab, siger Peter Mikkelsen.

Han har vundet flere store turneringer rundt om i Europa, og han har gjort badminton til sit levebrød som cheftræner på sjette år i Horsens Badminton Klub. De seneste tre år har han også spillet for HBK og været første single på 3. divisionsholdet.

Annonce
- Peter Mikkelsen kom til klubben som en lille forsagt knægt fra Gedved, da han var 10 år. Det var vore kinesiske spillere, der udviklede ham til en eksplosiv spiller. Han var lynhurtig, også hurtigere end Peter Gade, men han brød sig ikke om den fysiske træning. Det var nok den forskel, der gjorde, at han ikke nåede helt til tops, for han havde potentialet til det. Nu samler han klubben med 180 spillere sammen med ledere og forældre og gør et kæmpearbejde i HBK.

Hans Jakobsen, Mister HBK.

Starten

- Det hele startede, da jeg var seks år. Min mor og far havde en bane og spillede badminton i Gedved. Jeg blev slæbt med og syntes, det var meget sjovt. Kristian Midtgaard boede også i Gedved, og der var flere, jeg kunne spille med, bl.a. Henrik Vestergaard.

- Da jeg var 10 år, meldte jeg mig i HBK. Det var et helt anderledes træningsmiljø. Niveauet var meget højere, men jeg husker ikke så meget fra min første tid i HBK. Jeg husker mest min første træner Harald Thuesen.

- Jeg var med til elite-DM første gang, da jeg var 15 år, men jeg var det tynde øl.

- Som U17-spiller vandt jeg mit første elitestævne. Jeg vandt over Carsten Mogensen i finalen. Det var et stævne i København. Jeg var den eneste jyde, der vandt noget derovre.

- Jeg var en af kandidaterne til VM-holdet i U17, men kom ikke med.

- Første gang, jeg vandt noget, var ved DM for U19, da jeg vandt bronze. Jeg tabte semifinalen til Jens Chr. Leth fra Greve. Han vandt DM-titlen. Jeg vandt også sølv i mixeddouble sammen med Nete Bramsen, husker han.

Peter Mikkelsen havde valgt Team Danmark-linjen, så han kunne træne det, der var nødvendigt.

- Jeg tog mange ture til Aarhus, hvor jeg havde Claus Poulsen, Kent Madsen og senere Morten Frost som trænere. For mig var det alletiders træning, siger han.

Europa rundt

Peter Mikkelsen drønede rundt i Europa til turneringer i Frankrig, Spanien, Bulgarien, Tjekkiet og Cypern.

- Jeg vandt min første turnering på Cypern i 2003. Det var en af de små turneringer, siger han beskedent.

Han havde en stor sæson i 2007, da han vandt både i Portugal og Spanien inden for to uger.

- Jeg vandt en turnering i Irland og slog den senere europamester Mark Zwiebler fra Tyskland i finalen. Det var en stor skalp, husker han.

Han kom med på afbud til EM i Herning i 2008 og nåede ottendedelsfinalen, hvor han tabte til tyskernes næstbedste spiller efter en glimrende indsats. Her spillede han sammen med Jan Ø. Jørgensen, Joakim Persson og Kenneth Jonassen.

Allerede i sin tid i gymnasiet spillede han på HBK's førstehold. Han startede som fjerde single.

- Vi var nogle spillere, der skiftedes til at spille sammen med Anders Boesen, Kasper Fangel og Hu Zhilan. Jeg fik meget ud af træne med Hu Zhilan. Han var bedre end mig, og jeg udviklede mig i retning af den kinesiske stil, siger han.

Peter Mikkelsen var kendt for sin hurtighed, og han spillede på en måde, så han gik under titlen "kineseren fra Gedved".

Peter Mikkelsens største resultat på dansk grund var DM-sølvet i 2009. Her ses han for 10 år siden med sølvet om halsen. Arkivfoto.

Bronzeholdet

Peter Mikkelsen spillede sig ind på HBK's førstehold og var med til at vinde bronzemedaljer, men i 2010 måtte klubben trække holdet ud af turneringen af økonomiske grunde.

I 2010/2011 skiftede han til Amager. Han havde ventet længe med at tage springet til København, men nu skulle det være. Han stod uden hold, og Amager var klar med åbne arme.

Det blev dog en stor skuffelse. Amager gik konkurs, og Peter Mikkelsen fik aldrig den løn, de havde aftalt.

I 2011/21 skiftede han til Lillerød. Det var her, han fik sin største skalp, da han vandt over Peter Gade i to sæt i ligakampen mod Skælskør, men skuffelsen over Amager-tiden sad stadig i kroppen på ham, og efter to år i København valgte han at flytte hjem til Gedved.

- Jeg har altid været tryghedsnarkoman og havde det fint i Aarhus, indrømmer han. Jeg følte, at de ikke troede på mig, da jeg flyttede til København. Jeg måtte af med egenbetaling for at være med i starten. Måske var de utilfreds med min fysiske træning. Det har aldrig været min stærke side.

Der var ellers kun Peter Gade og Kenneth Jonassen, der var bedre end ham.

Joakim Persson var nummer syv på verdensranglisten, men ham slog han ved DM i 2009.

Peter Mikkelsen, der er ugift, bor stadig i barndomsbyen Gedved, og her kommer han aldrig fra, som det ser ud nu.

Han valgte i stedet at spille for Vendsyssel. Det blev til seks år og et par spændende slutspil, men han nåede ikke at vinde medaljer med vendelboerne.

- Jeg spillede anden single, hollænderen Erik Pang var første single, og jeg nåede at være ubesejret i to år, siger han.

Peter Mikkelsen var mest vindende spiller i ligaen. Ingen andre havde en anden single som ham. Hans sidste sæson i Vendsyssel var 2016/2017.

Derefter tog han hjem til HBK, hvor han i forvejen var cheftræner.

Et liv i badminton

Peter Mikkelsen har levet et liv i badminton.

- Det er spændende. Vi har udviklet ungdomsafdelingen, så vi i dag har 180 spillere. Det er breddespillere. De bedste elitespillere har vi i U13 piger, men vi har også en U17 drengespiller, der er elitespiller. Målet er, at de alle sammen skal blive bedre, og vi vil gerne udvikle dem til elitespillere, men hvis de bliver alt for dygtige, skal de videre for at finde spillere, de er jævnbyrdige med.

- Jeg bliver aldrig træt af badminton. Det er sjovest at træne med dem, der brænder for at spille. Jeg træner også nybegynderne, og jeg synes, det kører godt i HBK. Vi har en dejlig klub med mange ledere og forældre, der yder en stor indsats for klubben.

Peter Mikkelsen har en uddannelse som talenttræner og mangler kun diplomtræneruddannelsen. Den er der ikke tid til at tage, fordi det vil kræve weekenderne, og her spiller han selv på HBK's førstehold.

Han er byens førende "Mister Badminton" og er selvskrevet som cheftræner for byens førende badmintonklub.

Han ved ikke, hvor længe han spiller på førsteholdet i HBK.

- Jeg tager et år ad gangen, siger han beskedent, selv om der er langt ned til den næste på klubbens rangliste.

HBK har vundet 8-5 over både Varde og Nr. Lyndelse, og målet om at overleve i 3. division skulle der ikke være tvivl om efter disse sejre, selv om Jacob Balling har pådraget sig en korsbåndsskade.

Hvad laver Peter Mikkelsen om 10 år?

- Jeg er sikker på, det er noget med badminton, og sandsynlig stadig i HBK, siger han. Jeg er nok den nye Hans Jakobsen i HBK.

Badminton fylder hans liv, men han bruger sommerpausen til sin anden store interesse, golf.

- Jeg spiller sammen med min far. Mit handicap er 10,4. I det hele taget er jeg sportsidiot. Jeg sluger alt, siger Peter Mikkelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce