Annonce
Fredericia

Pleje-ansatte arrangerer demonstration mod besparelser efter tabt udbud: - Vi kan ikke forstå, hvordan det kan hænge sammen

Kære Pleje trækker sig pr. 1. februar fra at levere hjemmepleje i Fredericia Kommune. De ansatte fra det privat plejefirma gør klar til en demonstration. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Ansatte i det private firma Kære Pleje står torsdag bag en demonstration på Rådhuspladsen. De er opsagt fra 1. februar, fordi et andet firma har budt en lavere pris. - Borgerne bliver ramt, lyder det fra arrangører

Fredericia: Ansatte i det private plejefirma Kære Pleje står på torsdag 17. oktober klokken 14 bag en demonstration mod "besparelser i Fredericia Kommune."

Social- og sundhedshjælper Tina Oldenborg har taget initiativ til demonstrationen sammen med en kollega. De cirka 60 ansatte i Kære Pleje fik mandag besked om, at de pr. 1. februar 2020 står uden job.

- Vi fik at vide, at et andet firma har budt en meget lavere pris, og vi kan ikke forstå, hvordan det kan hænge sammen, siger Tina Oldenborg.

Annonce

Kan ikke sætte prismærke

Demonstrationen er anmeldt til politiet, og der er oprettet en Facebook-side til begivenheden.

300 borgere i kommunen får i dag hjemmepleje hos Kære Pleje via fritvalg-ordningen. Tina Oldenborg mener, at Fredericia Kommune tænker for meget på prisen, og at borgerne kommer i klemme på grund af beslutningen.

- Du kan ikke sætte et prismærke på de ældre. Der sidder et menneske bag ved, der et hjerte, og der er en tillid, der skal bygges op. Det tager ikke bare én dag, selvom de vil skifte fra dag til dag. Det kan man simpelthen ikke, siger Tina Oldenborg.

Se på mennesket i stedet for pengene

Kære Plejes direktør Mirela Tanovic fortalte mandag til Fredericia Dagblad, at pleje-virksomheden skulle levere pleje for en pris, der er ti procent lavere end i dag. Det var "useriøst lavt", mente direktøren, og derfor trak Kære Pleje sig.

Men beslutningen går ud over de ældre, mener medarbejderne. Det sætter de fokus på med demonstrationen.

- Vi mener ikke, de ældre skal stå for skud. Det er skrøbelige ældre, demente mennesker. Vi har opbygget en tillid til dem gennem mange år, som man lige pludselig hiver fra dem. Det er ikke noget, man bare lige kan gøre. Vi har mange borgere, der er så plejekrævende og kræver så meget tillid. Man kan ikke bare sige stop, fordi der er én, der har budt en lavere pris. Man skal se mennesket i stedet for at se pengene, og med en socialdemokrat som borgmester forstår jeg det slet ikke, siger Tina Oldenborg.

Er det ikke vilkårene, når man er ansat i et privat firma, der løser en opgave for en kommune?

- Helt sikkert. Men borgerne har jo fritvalg-ordning, og borgerne vælger Kære Pleje, fordi de har tillid til Kære Pleje. Tilliden bliver brudt, fordi én byder lavere. Man kan ikke bare vælge ud fra prisen. Man er nødt til at se på, at hundredvis af borgere har valgt os, fordi de gerne vil os. Det handler ikke om pris, siger Tina Oldenborg og fortsætter:

- Jeg vil gerne have svar på, hvordan kommunen kan samarbejde med et firma, der giver så lav en pris. Jeg forstår ikke, hvordan de kan få det til at hænge sammen, siger hun.

Tina Oldenborg håber at se mange kolleger og andre til demonstrationen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Hvorfor blander DF sig egentligt i regionernes og kommunernes anliggender?

Læserbrev: Dansk Folkeparti mener, at muligheden for betalt orlov til byråds- og regionsrådsmedlemmer skal forbydes. Det er en dobbelt standard, som DF spiller ud med. Det er det, fordi at en DF'er, der er medlem af Folketinget og samtidig er byrådsmedlem, modtager 24 månedslønninger på et år. Komisk. Hvorfor blander DF sig egentligt i regionernes og kommunernes anliggender? Kompetente formænd for regionsrådene og ansvarsbevidste borgmestre må være de bedste til at stramme tøjlerne, hvis orlov er et problem. Sagen er i virkeligheden den, at DF burde kigge på sig selv. Det er udpræget, at DF's folketingsmedlemmer også er valgt til et byråd - også kaldet et dobbeltmandat. For et folketingsmedlem er arbejdspresset på tinge noget, der let sniger sig op på en arbejdsuge med 60 timers arbejde. De betales godt for ulejligheden og trækker samtidig en række frynsegoder. Men når DF-folketingsmedlemmet også er byrådsmedlem, opstår den komiske situation. Der trækkes med store smil løn fra Folketinget samtidig med, at folketingsmedlemmet trækker løn og vederlag fra den kommune, hvor vedkommende sidder i byrådet. At være medlem af et byråd betyder tilstedeværelse i lokalsamfundet ugen igennem, hvad enten det er udvalgsmøder, invitation fra borgere eller interesseorganisationer m.v. Der kræves en arbejdsindsats fra et byrådsmedlem. Når folketingsmedlemmet så samtidig er f.eks. formand for et kommunalt udvalg, viceborgmester m.m., ringer kasseapparatet, og der aflønnes med flere hundredetusinde om året. Det er komisk, at medlemmer af Folketinget normalt kun er til rådighed i kommunen på mandage. Det skal ses i sammenhæng med, at de betales for hele ugen, men maksimalt er tilstede 20 pct. af tiden.

Annonce