Annonce
Kolding

Plejehjemsbeboere og hjemmehjælpsmodtagere undgår rædselsscenarie: - Ældre slipper nådigt

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen fortæller, at forligspartierne bag budgettet er enige om, hvordan området skal spare 7.950.000 kroner på budgettet næste år. Foto: Søren Gylling
Forligspartierne i byrådet er enige om, hvordan de vil spare otte millioner kroner på seniorområdet. Hjemmehjælpen og hverdagen på plejehjemmene rammes stort set ikke. Besparelserne betyder dog, at stillinger nedlægges og pårørende til demente mister halvanden times afløsning i eget hjem om ugen.

Kolding: Forligspartierne bag budgettet er allerede enige om, hvordan besparelser på 7.950.000 kroner skal findes på seniorområdet.

- For mig har det været vigtigt, at besparelserne ikke gik ud over den daglige hjemmehjælp og hverdagen på plejecentrene. Og det er lykkedes. De ældre slipper nådigt. Hvis vi skulle have fundet flere besparelser, så var det blevet meget alvorligt, og vi kunne være endt i et rædselsscenarie, siger seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF).

At besparelsen endte på otte millioner kroner skyldes, at seniorudvalget har fået forhøjet sin bevilling med 6,5 millioner kroner i forbindelse med budgetforhandlingerne.

Helt fri går de ældre dog ikke. Hidtil har hjemmehjælpsmodtagere kunnet få to timers ekstra rengøring om året, og den mulighed bliver afskaffet.

Pårørende til demente bliver også direkte berørt af besparelserne. De har hidtil kunnet blive afløst tre en halv time om ugen. Den hjælp bliver skåret ned til to timer om ugen. Ændringen berører ti pårørende.

- Det er ikke så lang tid siden, at vi forhøjede hjælpen, og jeg vil gerne genindføre tre en halv times afløsning igen, når vi får råd til det, siger udvalgsformanden.

Annonce
- For mig har det været vigtigt, at besparelserne ikke gik ud over den daglige hjemmehjælp og hverdagen på plejecentrene. Og det er lykkedes. De ældre slipper nådigt. Hvis vi skulle have fundet flere besparelser, så var det blevet meget alvorligt, og vi kunne være endt i et rædselsscenarie.

Søren Rasmussen, seniorudvalgsformand

Stillinger nedlægges

Den største enkeltbesparelse er på tre millioner kroner og skal findes på området "effektiviseringer og tilpasninger af administrative funktioner". Det indebærer, at omkring seks stillinger nedlægges.

- Helt præcist hvor det rammer, kan jeg først fortælle, når de berørte medarbejdere er informeret, siger han.

Derudover nedlægges yderligere tre stillinger. Det drejer sig om to stillinger som læringspartnere i henholdsvis hjemmesygeplejen og hjemmehjælpen. En læringspartner tager med rundt, observerer og giver gode råd om, hvordan arbejdsopgaverne løses bedst. Et job som palliationssygeplejerske er den tredje stilling, der nedlægges. Palliationssygeplejersker arbejder med mennesker, der er i livets sidste fase.

- Sidste år blev der ansat en ekstra palliationssygeplejerske ved de to pladser i Gæstehuset på Vesterløkke i Sdr. Bjert. Vedkommende kan løse flere opgaver, og den vej rundt kan der undværes en stilling. Forvaltningen forventer ikke, det vil ændre den service, som borgerne modtager, forklarer han.

Søren Rasmussen understreger, at besparelserne er alvorlige for de medarbejdere, der bliver ramt.

- På nær på det administrative område så er seniorområdet et sted, hvor der er brug for mere personale. Så de ansatte, der har med borgere at gøre, vil vi formentlig kunne omplacere, vurderer han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce