Annonce
Fredericia

Plejetilbud vurderes stadig - ny aftale skubbet en måned

Valentina Demiraj er direktør for selskabet Sundplejen ApS. Hun ser frem til, at Fredericia Kommune laver en ekstra gennemgang af virksomhedens priser og forhold, så både kommunen og borgere kan føle sig helt trygge i forhold til selskabet. Arkivfoto: Martin Ravn
De tre leverandører af hjemmepleje, som kæmper om at få kontrakt med Fredericia Kommune, har indvilget i, at uanset hvem der vinder, så træder aftalen først i kraft 1. marts.

Fredericia: Jurister og embedsmænd sidder stadig og vurderer på det materiale, der er blevet bedt om at supplere tilbuddet fra hjemmeplejefirmaet Sundplejen. Sundplejen viste sig ved udbudsrunden omkring levering af privat hjemmepleje at være en del billigere end de nuværende leverandører Kære Pleje og Svane Pleje, og derfor valgte kommunen at lave yderligere et grundigt tjek af selskabets grundlag.

Den ekstra kontrol betyder, at det har været nødvendigt at udskyde en kontraktunderskrivning til november.

- Vi har aftalt med selskaberne, at vi uanset hvem vi vælger, bliver kontrakten først gældende fra 1. marts, oplyser visitationschef i Fredericia Kommune Hanne Rasmussen.

Baggrunden er, at de eksisterende leverandører skal have en tre måneders frist til at opsige deres medarbejdere, hvis de ikke fortsat skal levere hjemmepleje.

Annonce

Unormalt lave bud

I henhold til udbudslovens § 169, stk. 1 har man som ordregiver pligt til at anmode tilbudsgiver om en redegørelse for de priser og omkostninger, der ligger til grund for et tilbud, der vurderes som unormalt lavt.

Ordregiver har dog ikke pligt til at afvise et tilbud, som er unormalt lavt.

Udbudslovens siger endvidere at den, der har bedt om tilbudet kan afvise et tilbud som unormalt lavt, når pris- eller omkostningsniveauet ikke kan begrundes på baggrund af redegørelsen fra tilbudsgiveren.

Et unormalt lavt bud kan give anledning til frygt for, om tilbuddet kan holde i længden.

I forhold til den aktuelle sag har Sundplejen tilbudt at udføre praktiske opgaver i hjemmeplejen for 297 kroner i timen (ex. moms), mens plejeopgaverne i dagtimerne kan løses for 359 kr. og i weekender og nat for 455 kr. i timen.

De priser har de nuværende leverandører Kære Pleje og Svane Pleje afvist at udføre opgaven for. Virksomhederne har pointeret, at prisen ligger mellem 10-18 pct. under det de løser opgaven for i dag.

Fokus på tryghed

Hos firmaet Sundplejen er direktør Valentina Demiraj tilfreds med kommunens beslutning.

- Vi har ikke travlt, og for os er det vigtigt, at vi ved, at alt er gennemgået og kontrolleret, så både borgere og kommune er trygge ved os. Vi har afleveret alle de oplysninger, som kommunen har efterspurgt, så nu venter vi bare, siger Valentina Demiraj.

Sundplejen var billigst i det kommunale udbud, hvor tre selskaber bød ind. Tilbuddet var så meget lavere end de øvrige, at det har udløst den runde, der i udbudsloven handler om unormalt lave bud.

Når der er tale om unormalt lave bud, går der ifølge licitationsloven en proces i gang, hvor baggrunden for den lave pris bliver begrundet. Det materiale skal derefter vurderes. Hvis man ikke har tiltro til prisen, skal det ifølge loven afvises som unormalt lavt.

Konkurrenterne til Sundplejen har peget på, at de finder selskabets pris uhørt lav, mens Valentina Demiraj har konstateret, at selskabet har budt en pris, som, man mener, kan danne grundlag for virksomhedens drift.

Hun har allerede modtaget de første ansøgninger på job i Fredericia.

- Det er vi selvfølgelig glade for, men vi har måttet melde tilbage, at vi er i venteposition, og så vil vende tilbage, siger hun.

Hvidovre sparer

Fredericia Kommune har de seneste år haft to leverandører af privat hjemmehjælp. Sundplejen bød i denne omgang til en pris, som ingen af de to leverandører vil acceptere, så hvis kommunen fastholder at skrive kontrakt med billigste bud, bliver der fremover kun en privat leverandør.

Andre kommuner har været igennem samme udbudsrunde som Fredericia, og blandt andet Hvidovre Kommune har netop afgjort, at firmaet Human Care fremover som det eneste skal levere hjemmepleje ved siden af den kommunale pleje. Valget betyder, at Hvidovre Kommune har kunnet spare tre millioner kroner. Beregningen er lavet ud fra det antal borgere, som i dag modtager privat hjemmepleje.

Hanne Rasmussen oplyser, at der endnu ikke er lavet en beregning over, hvad Fredericia Kommune eventuelt kan spare ved at skifte leverandør. Det afhænger af, hvilket tilbud kommunen i sidste ende vælger.

For at kunne byde på opgaven i første omgang har alle selskaber i runden skullet leve op til en række krav omkring selskabets økonomi, ansættelses- og arbejdsforhold. Alle tre har levet op til de krav.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Knuste rude - stjal lampe

112 For abonnenter

Flere års fængsel og udvisning af landet: Men hvem var egentlig gerningsmanden bag knivstikkeri i Jyllandsgade?

Annonce